Fodbold

Ronaldos mål vækkede dreng fra koma: Nu mødes de igen

For tre år siden var jublen fra et Ronaldo-mål årsag til, at en polsk dreng vågnede fra koma. Nu har han mødt sin helt hjemme i Polen.

Den 19. november 2013 sikrede Cristiano Ronaldo med et hattrick, at Portugal vandt 3-2 i Sverige og kvalificerede sig til VM i Brasilien.

Hvis der var et sted, hvor der udover i Portugal var jubel, så var det på et hospital i Polen.

Her lå den 13-årige dreng David Pawlaczyc på tredje måned i koma, efter han i august var blevet påkørt på sin cykel.

Alt det ændrede sig, da Ronaldo scorede et af sine tre mål.

Pawlaczycs forældre havde udstyret sønnen med et headset, så deres søn, der var kæmpe fan af Ronaldo, havde lyden fra Real Madrid og Portugals kampe, når Ronaldo var i aktion.

På noget nær mirakuløs vis vækkede jublen fra Ronaldos tredje og afgørende mål David fra komaet.

Da Ronaldo og Real Madrid året efter spillede Champions League-semifinale i Dortmund, var David og hans familie inviteret i VIP-logen af Ronaldo.

Onsdag aften spiller portugiseren og hans holdkammerater i Polen, hvor de møder de polske mestre fra Legia Warszawa.

Grundet uroligheder spilles kampen uden tilskuere, men alligevel fik David Pawlaczyc igen muligheden for at møde sin helt, da Ronaldo tirsdag inviterede familie Pawlaczyc forbi spillerhotellet.