The White Puma

En feberredning reddede Pumaens amerikanske drøm

TV 2 SPORT går i en dokumentar-serie tæt på The White Puma og hans familie igennem en sæson i USA, hvor Jimmy Nielsen nu er træner

Det var en enkelt feberredning, der sikrede, at Jimmy Nielsen fandt sin anden ungdom i USA.

Efter sit skifte fra Vejle til Kansas City i 2010 var det svært for den danske keeper at blive accepteret af fansene i sin nye klub.

- Det var måske ikke det mest populære valg at hente mig herover blandt fansene. Deres helt store fanfavorit var målmanden, som var inde omkring landsholdet også, men ikke kunne blive enig med klubben om en ny kontrakt. Så jeg var nok ikke den mest ønskede spiller i starten, fortæller Jimmy Nielsen i doku-serien 'The White Puma - en gamblers second chance' som kan ses på TV 2 Play.

Jimmy Nielsen

Født 6. august 1977

  • 1994-95 Millwall
  • 1995-07 AaB  (DM-guld 1999)
  • 2007-08 Leicester
  • 2008-10 Vejle
  • 2010-13 Sporting Kansas City (mester 2013)
  • 17 U21-landskampe

Det var et liv i skyggen af den tidligere Kansas-målmand Kevin Hartmann, som den danske keeper skulle kæmpe sig ud af. Og det lykkedes - ikke mindst på grund af en enkelt redning mod San Jose i sæsonens anden kamp.

- Der kommer en bold ind i feltet. Den hopper lidt, og der kommer én af deres angribere og smadrer til bolden. Og jeg kaster mig ud i ham, og den rammer mig i hovedet. Og det viser sig efterfølgende - og det har jeg set på fjernsynet, at efter bolden har ramt mig i hovedet, der ryger den ud af stadion, forklarer manden, der går under navnet The White Puma.

Den redning sikrede opbakningen fra klubbens fans og banede vejen for en fornem karriere i Major League Soccer og dermed indirekte vejen for Jimmy Nielsens nuværende trænerkarriere i Oklahoma City Energy FC.

USL - United Soocer League

  • Har eksisteret siden 2011
  • Rangeret som tredje højeste liga i USA efter MLS og NASL
  • 30 hold fordelt på to conferences
  • MLS-holdenes andethold må deltage
  • Forsvarende mester: New York Red Bulls II
  • Flest mesterskaber: Orlando FC (2 titler)

- Det var ligesom vendepunktet. Der tænkte de, okay, han vil ofre sig for holdet her. Så må vi give ham en chance.Og fra da af vendte mit forhold til fansene og blev bedre og bedre der fra.

Du kan se hele serien 'The White Puma - en gamblers second chance' på TV 2 Play lige her. Det første afsnit er gratis. I shorts-serien følger vi Jimmy Nielsens liv i det amerikanske midtvest, hvor tornadoer og skydevåben er hverdagskost, men hvor familien Nielsen har slået rødder efter en række turbulente år.