Fodbold

Maskot håner Premier League-angriber og sender ham i det røde felt

Watfords maskot har stjålet overskrifterne i England efter 'Boxing Day', hvor 'Harry the Hornet' efter slutfløjt hånede modstanderens angriber.

Det er ikke hver dag, en maskot ender som kampens helt store samtaleemne, men det var alt andet lige tilfældet efter Watford og Crystal Palaces kamp i Premier League.

Efter kampen var fløjtet af, gik spillerne rundt for at takke fansene for støtten, og da udeholdets angriber Wilfried Zaha gik over mod sine fans, valgte hjemmeholdets maskot, 'Harry The Hornet', på komisk vis at kaste sig i græsset, som du kan se på billedet over artiklen.

På sin vis en meget uskyldig episode hvis det ikke lige var fordi, 'faldet' var rettet direkte mod Zaha, der mod slutningen af kampen fik et gult kort for at filme i denne situation.

Ifølge kampens dommer Mark Clattenburg ramte Watfords Miguel Britos dog på ingen måde Zaha, og derfor valgte han altså at straffe Zaha, der ikke så ud til at forstå meget af situationen.

Det gjorde Zaha dog efter kampen, da 'Harry The Hornet' "faldt" lige foran ham. Episoden fik den tidligere Manchester United-angriber så meget op i det røde felt, at Palace-staben måtte holde ham tilbage og føre ham ned gennem spillertunnellen, skriver engelske Daily Mail.

'Harry The Hornet' var tema på pressemødet

Efter kampen måtte Crystal Palace-manager Sam Allardyce også forholde sig til episoden på pressemødet.

- Det er op til Watford at løse problemet. Så må Premier League og FA (det engelske fodboldforbund, red.) kigge på det og gøre, hvad der skal gøres.

- Det kunne have udløst en forkert reaktion, som vi ved. Men jeg så ikke episoden, jeg var mere bekymret over mit hold og spillernes præstation, sagde Allardyce.

I den modsatte lejr havde Watfords manager, Walter Mazzarri, ikke meget tilovers for de seriøse spørgsmål om situationen.

- Lad os alle grine sammen af det. Alting behøver ikke være et drama, sagde Mazzarri.

Kampen sluttede 1-1, efter Yohan Cabaye havde bragt gæsterne fra Crystal Palace foran, inden Watfords Troy Deeney udlignede på et straffespark. Indimellem nåede Christian Benteke også at brænde et straffespark for Palace.

Så vidt vides har maskotten 'Harry The Hornet' ikke selv udtalt sig om episoden endnu.