Fodbold

Målmand og angriber kåret til årets fodboldspillere

Det sensationelle mesterskab med Leicester var med til at give Kasper Schmeichel titlen som årets spiller.

Landsholdsmålmand Kasper Schmeichel blev lørdag kåret til Årets Mandlige Fodboldspiller af Divisionsforeningen.

Det skete ved showet Sport 2016 i Herning.

Schmeichel havde en enestående 2015/2016-sæson med Leicester, som sensationelt endte med at vinde det engelske mesterskab.

På det hold var den danske målmand en af nøglespillerne i triumfen, og det var medvirkende til, at prisen landede hos ham.

- Det er en kæmpe ære at få den her pris. Det er en milesten i min personlige karriere, siger Kasper Schmeichel.

De to øvrige kandidater var Tottenhams Christian Eriksen samt den nyslåede Werder Bremen-spiller Thomas Delaney.

Kasper Schmeichel kom til Leicester i 2011, hvor klubben lå i den næstbedste engelske række, og i 2013/2014-sæsonen var han med til at skaffe Leicester tilbage i Premier League med en oprykning.

Han har de seneste år også været det klare førstevalg på det danske landshold.

De tre foregående år gik prisen til Christian Eriksen, og i både 2014 og 2015 var Schmeichel også blandt de nominerede.

Prisen er under skiftende navn blevet uddelt siden 1961.

Dansk Boldspil-Union (DBU) og TV2 har også siden 2006 kåret årets spiller. Den titel vandt Kasper Schmeichel sidste år.

Hos kvinderne vandt Pernille Harder prisen efter et stærkt år, hvor angriberen førte Linköpings FC til det svenske mesterskab og kvalificerede Danmark til EM.

Det har også ført til, at hun netop er skiftet til tyske VfL Wolfsburg.