Fodbold

Fortiden indhentede stortalent - er det fodboldhistoriens dummeste tweet?

Den skotske U21-landholdsspiller Ryan Christie er grundet et yderst uheldigt tweet blevet viralt til grin efter sit skifte fra Celtic til Aberdeen.

At et stortalent skifter fra den suveræne skotske mesterklub Celtic på grund af manglende spilletid, er der sjældent noget overraskende i.

Heller ikke selvom skiftet er til én af klubbens største rivaler, vicemestrene fra Aberdeen.

Men når spilleren er den 21-årige Ryan Christie, og destinationen er netop Aberdeen, så kan det nok være, at folk kommer til tasterne på de sociale medier.

Aberdeen var den eneste klub i Skotland, som jeg ville skifte til.

Ryan Christie, prof. fodboldspiller

Tilbage i 2012 var den daværende Inverness-spiller nemlig på banen med et mere end almindeligt offensivt syn på Aberdeen FC, der blandt andet går under øgenavnene "The Dons" og "The Sheep":

- Kom så, Hibernian. Jeg hader Aberdeen, skrev Christie, med hashtagget #sheepshaggingcunts, der ikke tåler en direkte oversættelse, men godt kan tolkes som mindre human omgang med får.

Af samme grund havde Ryan Christie, der har spillet ni U21-landskampe for Skotland, rigtig travlt med at få slettet sit tweet og lukket sin konto, da han tirsdag skrev under på låneaftalen med sidste års vicemestre.

Synet på Aberdeen er også blevet et noget andet, hvis man skal tage Christies første ord om sin nye klub for gode varer.

- Aberdeen var den eneste klub i Skotland, som jeg ville skifte til. Jeg skifter til en klub i fremgang. Så snart jeg fik grønt lys til skiftet, kunne jeg ikke vente med at komme hertil. Jeg er meget glad for at være her, siger Christie til klubbens hjemmeside.

Én ting er sikkert.

Selvom det er lang tid siden, og kontoen nu er lukket, så glemmer internettet aldrig.

Ryan Christie har foreløbig resten af sæsonen til at overbevise sin nye klub sine om evner på banen.