Fodbold

Overlevende fra flystyrt fortæller om uhyggelige øjeblikke: - Hjælp! Jeg vil ikke dø

Jakson Follmann var én af de seks der overlevede flystyrtet med Chapecoenses fodboldhold. Nu fortæller han om de første øjeblikke efter styrtet.

- Hjælp! Jeg vil ikke dø. 

Det er én af de få ting, som Jakson Follmann husker at have råbt i minutterne efter flystyrtet med Chapecoenses fodboldhold i slutningen af november måned. 

Den brasilianske fodboldklub var på vej til Colombia for at spille finale i Copa Sudamericana, da deres fly styrtede ned i de colombianske bjerge. 71 passagerer omkom, mens syv personer mirakuløst overlevede - heriblandt Jakson Follmann. 

Follmann har nu stoppet sin fodboldkarriere som følge af de skader, som han pådrog sig under flystyrtet. Han har blandt andet fået amputeret store dele af sit højre ben. 

I et brasiliansk TV-show har den 24-årige - nu tidligere - målmand åbnet op for nogle af de ting, som han husker fra minutterne før og efter flystyrtet. 

- Jeg kan huske, da motoren gik ud og lysene slukkede. Jeg kunne se, der var noget galt. Flyet styrtede ikke direkte ned, men det gled stille og roligt ned ad. 

- Jeg husker ikke tidspunktet, hvor vi styrtede, fordi jeg besvimede. Det gik så hurtigt det hele. 

- Jeg kan huske, da jeg vågnede. Jeg åbnede mine øjne. Det var meget mørkt og koldt. Jeg rystede. Jeg råbte 'Hjælp! Jeg vil ikke dø!' Nogle af mine venner, som stadig var i live, råbte også. Jeg hørte da redningsfolkene kom, og de sagde, at de var politiet. 

Chapecoense var lørdag aften tilbage på fodboldbanen for første gang siden flystyrtet - med et helt nyt hold.

Jakson Follmann og de andre overlevende fra styrtet var med på banen for at modtage trofæet fra Copa Sudamericana, som de har fået foræret af deres modstander i finalen, Atletico National fra Colombia.