Fodbold

U21-landsholdet har fået ’fornuftig’ EM-lodtrækning

Torsdag er der trukket lod til kvalifikationen frem mod U21-EM i 2019. Landstræneren er umiddelbart tilfreds.

Danmark er allerede kvalificeret til U21-EM til sommer, og nu kan forberedelserne frem mod den næste kvalifikation så småt begynde.

Efter torsdagens lodtrækning står det nemlig klart, at Danmark skal møde Polen, Finland, Georgien, Litauen og Færøerne.

- Fornuftig lodtrækning, siger landstræner Niels Frederiksen ifølge DBUs officielle Twitterprofil.

Danmark var inden lodtrækningen seedet som nummer fem – og altså i det øverste seedningslag.

I alt var 54 hold med i bowlerne i Nyon. De var delt op med ni hold i hvert af de seks seedningslag, og så består kvalifikationsgrupperne ganske simpelt af en nation fra hvert lag.

Danmark kunne altså have trukket lande som Holland, Belgien, Kroatien, Norge, Tyrkiet og Rusland.

- Det er umiddelbart en rigtig fornuftig lodtrækning, hvor Polen nok umiddelbart er den nation, jeg vurderer som den stærkeste modstander. De klarede sig ok med de årgange i deres seneste U19 EM-kvalifikation, og er en jo en dygtig fodboldnation. I og med vi undgik Rusland og Tyrkiet fra seedningslag tre og slap også for Holland og Kroatien i 2. seedningslag, kan jeg kun være tilfreds, lyder reaktionen fra landstræner Niels Frederiksen på fodboldunionens hjemmeside.

Kvalifikationsturneringen spilles, ligesom den seneste kvalifikation - som Danmark vandt, med to kampe mod hver modstander. En kamp på udebane og en kamp på hjemmebane.

U21-EM spilles i 2019 i Italien.