Fodbold

Førte Island til EM - nu skal han hjælpe kriseramte Norge

Svenske Lars Lagerbäck skal forsøge at rette op på Norges skrantende fodboldlandshold.

Svenske Lars Lagerbäck overtager posten som landstræner for Norges fodboldlandshold. Han afløser Per-Mathias Høgmo.

Lagerbäck har tidligere stået i spidsen for Sverige, Nigeria og Island.

Den 68-årige svensker har underskrevet en treårig kontrakt.

På den tid skal han forsøge at redde Norge ud af en lang periode med dårlige resultater af A-landsholdet.

- Det er vældig spændende at skulle arbejde med det norske landshold, siger Lars Lagerbäck ved præsentationen på fodboldstadionet Ullevaal i Oslo.

Ved sommerens EM var Norge ikke med, og i den igangværende VM-kvalifikation ligger holdet på femtepladsen i gruppe C med blot tre point for fire kampe. 

Både Tjekkiet, Aserbajdsjan, Nordirland og Tyskland har flere point.

- Kan Island gøre det, kan Norge gøre det. Det handler om at få spillerne med på det, jeg tror på, siger Lagerbäck.

Norge har ikke været deltager ved en slutrunde siden EM i 2000.

Lars Lagerbäck førte Island til EM, hvor holdet sensationelt sendte England ud af turneringen i ottendedelsfinalen.

Genoplev Islands EM-sejr over England i videoen øverst.