Fodbold

Foran Ødegaard og Mor: Dolberg blandt Europas bedste talenter

Den store italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport er kommet med sin årlige vurdering af Europas talenter, og danske Dolberg er med i toppen.

Europas bedste under 20 år: Nummer 1-15

1) Ousmane Dembele (Borussia Dortmund)
2) Gianluigi Donnarumma (AC Milan)
3) Renato Sanches (Bayern München)
4) Marcus Rashford (Manchester United)
5) Kylian Mbappe (AS Monaco)
6) Ruben Neves (FC Porto)
7) Malang Sarr (OGC Nice)
8) Kasper Dolberg (Ajax)
9) Breel Embolo (Schalke 04)
10) Mikel Oyarzabal (Real Sociedad)
11) Jean-Kevin Augustin (Paris Saint-Germain)
12) Issa Diop (Toulouse)
13) Benjamin Henrichs (Bayer Leverkusen)
14) Emre Mor (Borussia Dortmund)
15) Youri Tielemans (RSC Anderlecht)

Den 19-årige Ajax-spiller Kasper Dolberg høster nu roserne af et fremragende 2016, hvor han har været blandt de unge talenter, der er lagt mest mærke til i Europa.

Italiens største sportsavis, og en af Europas mest markante, La Gazzetta dello Sport er udkommet med sin årlige vurdering af Europas 30 største talenter under 20 år, hvor danske Dolberg er med helt oppe i top-10.

Med en placering som nummer otte sniger han sig ind på listen foran blandt andre Breel Embolo fra Schalke 04 og Emre Mor fra Borussia Dortmund, der ligger henholdsvis nummer 9 og 14 på listen.

- En elegant dræber. Kasper er alt andet end et venligt spøgelse. Med mål i Europa League og allerede dobbeltcifret mål i Æresdivisionen har han opmærksomhed fra en stor gruppe af agenter. Blandt angriberne er han den, jeg foretrækker. Og kommer han med til U21-EM, så held og lykke, Italien, skriver La Gazzetta med henvisning til Gruppe C, hvor Danmark og Italien er i pulje sammen.

At Kasper Dolberg har vakt opsigt i store klubber, kunne Liverpools manager, Jürgen Klopp, fortælle til Ekstra Bladet så sent som i går, hvor han slog fast, at Dolberg naturligvis er en spiller, man lægger mærke til i Europa.

- Hvem kender ikke Kasper Dolberg? skulle Klopp have sagt med et stort smil på læben, inden han tilføjede:

- Du kan ikke spille i Ajax, uden der bliver lagt mærke til det. Kasper Dolberg har en meget stor fremtid. Han bliver en fantastisk spiller.

Kasper Dolberg har i denne sæson scoret 10 mål i 22 kampe for Ajax i Æresdivisionen, imens det er blevet til to scoringer i seks Europa League-kampe. Tilbage i november fik han debut for det danske landshold, da han kom på banen og spillede de sidste otte minutter i VM-kvalifikationskampen mod Kasakhstan.

Europas bedste under 20 år: Nummer 16-30

16) Theo Hernandez (Deportivo Alaves)
17) Alexander Isak (Borussia Dortmund)
18) Jesus Vallejo (Eintracht Frankfurt)
19) Borja Mayoral (VfL Wolfsburg)
20) Jeremie Boga (Granada CF)
21) Enes Unal (FC Twente)
22) Kai Havertz (Bayer Leverkusen)
23) Federico Chiesa (Fiorentina)
24) Ante Coric (Dinamo Zagreb)
25) Manuel Locatelli (AC Milan)
26) Ryan Sessegnon (Fulham)
27) Nikola Milenkovic (Partizan Belgrado)
28) Thomas Davies (Everton)
29) Martin Ødegaard (SC Heerenveen)
30) Alban Lafont (Toulouse)

Norges helt store vidunderbarn, Martin Ødegaard, er rykket 10 pladser ned på listen fra sidste år, så han kun lige kommer med på en 29. plads. Helt i toppen finder man derimod franske Ousmane Dembélé fra Borussia Dortmund.

- Et totalt våben. Teknisk, højre fod, venstre fod og med en stor motor. Han har allerede spillet halvanden time for landsholdet, og det er bare begyndelsen skriver avisen, ligesom Dembélé sammenlignes med Cristiano Ronaldo af den mangeårige United-spiller Mikaël Silvestre.

AC Milans kun 17-årige målmand, Gianluigi Donnarumma, er nummer to på listen, mens Bayern Münchens Renato Sanches er nummer tre. Du kan se hele listen via de to faktabokse her i artiklen.