Fodbold

Tre runder tilbage: Disse klubber misser Superligaens nye mesterskabsspil

FCK og Brøndby Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Det er år ét med Superligaens nye struktur, hvor der resterer tre spillerunder, før ligaen splittes op i et mesterskabsspil og et gruppespil.

De forsvarende danske mestre fra FC København fører suverænt Superligaen, og sådan kommer det til at fortsætte, når ligaen om tre spillerunder bliver delt op i mesterskabsspil og gruppespil.

Det mener TV 2 SPORT's fodboldekspert, Kasper Lorentzen, der har kigget nærmere på de tre kommende spillerunder, som afgør, hvilke hold der skal spille med om mesterskabet og medaljer, og hvem der skal rykke ned i landets næstbedste række.

Superligaens nye struktur, der så dagens lys i starten af indeværende sæson, betyder, at de seks øverste mandskaber skal spille om medaljerne og europæiske pladser i næste sæson.

FCK går ind i slutspillet som 1'er, og sådan ender det også efter mesterskabsslutspillet. Der er ikke så meget at rafle om

Kasper Lorentzen, TV 2 SPORT's fodboldekspert

De otte dårligste placerede hold bliver derimod inddelt i to grupper, hvor der spilles om at undgå nedrykning - og en enkelt plads i kvalifikationen til Europa League.

Sådan er stillingen lige nu i Superligaen:

Top-6 i Superligaen
Bund-8 i Superligaen

Herunder kan du se Kasper Lorentzens bud på, hvilke seks klubber der kommer med i mesterskabsspillet - og hvem, der bliver sorteper og ender i gruppespillet.

Ekspertens bud: Sådan ender grundspillet

  1. FC København

    Går ind i slutspillet som 1'er, og sådan ender det også efter mesterskabsslutspillet. Der er ikke så meget at rafle om.

  2. Brøndby

    Det samme gør sig gældende her. Brøndby virker i god form og kommer ikke til at sætte andenpladsen over styr. Samtidig er afstanden til FC København for stor. Brøndby slutter med sølvmedaljer.

  3. FC Midtjylland

    FC Midtjylland har indtaget tredjepladsen med et enkelt point på nuværende tidspunkt. Midtjyderne har et fint program i de tre sidste kampe før slutsspillet og vil beholde den tredjeplads, inden de seks øverste hold skal dyste mod hinanden. Her ser jeg også FC Midtjylland løbe af sted med bronzemedaljerne til sidst pga. deres kvalitet på holdet og gode hjemmebane. Deres kvalitet og styrke i deres indbyrdes kampe i top-6 vil komme dem til gode for at erobre bronzemedaljerne.

  4. Lyngby

    Den positive overraskelse Lyngby går ind i slutspillet som nummer 4 oven på en flot sæson. Lyngby har to svære udekampe tilbage, men en "nem" hjemmekamp mod Viborg, som burde give en sejr. Dette skulle også være nok til at beholde 4.-pladsen før mesterskabsslutspillet.

  5. AaB

    AaB ligger lige nu nummer seks og har fået en god start på 2017. Med selvtilliden fra de to første kampe og et ok slutprogram rykker de forbi Randers FC og snupper 5.-pladsen.

  6. Randers FC

    Hestene er startet skidt og har en dårlig statistik med seks nederlag i træk. Tænk, hvilken placering det kunne have været nu, hvis de bare havde fået lidt point i de seks kampe. Randers er to point foran Sønderjyske på 7.-pladsen, og med et program, der sagtens kan kan indløse mindst tre point i tre kampe, kræver det, at Sønderjyske vinder to ud af tre kampe for, at Randers skal indhentes, og det kommer ikke til at ske med Sønderjyskes slutprogram. Så dermed er top-6; altså kun nummer 5 og 6 bytter plads i forhold til, hvordan det ser ud nu.

  7. Sønderjyske

    Sønderjyske har fået en skidt start på 2017. De lyseblå kan med tre kampe igen godt høste point på kontoen, men ikke nok til at overhale holdene over dem, da afstanden lige nu er to point op til mesterskabsslutspillet, og man må formode, at holdene over dem også får point på kontoen. Da der kun er ni point at spille om, bliver det svært at indhente de to point, der er op. Dog har holdene under Sønderjyske et meget sværere program, og vil ikke kunne indhente dem.

  8. FC Nordsjælland

    Her er det straks sværere. AC Horsens (28 point), Silkeborg (27 point) og FC Nordsjælland (26 point) - alle tre klubber med et svært slutprogram. Horsens - med et meget svært program - ser jeg blive overhalet af FC Nordsjælland. Det samme bliver Silkeborg, da de mødes indbyrdes i Farum, og det kan blive afgørende for 8.-pladsen.

Vurdering fra TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen.