Fodbold

Legender hylder ung dansker: En selvtillid på grænsen til det arrogante

Den engelske Championship-klub Huddersfield tabte onsdag 5-1 i FA Cuppen til Manchester City, men en ung dansker bliver hyldet efter kampen.

Philip Billing er navnet på det 20-årige danske fodboldtalent, der onsdag aften imponerede selveste Alan Shearer, da Huddersfield fik en fodboldlektion af Manchester City.

På trods af det store nederlag er den unge dansker blevet udråbt som et af de helt store højdepunkter i kampen mod City, hvor han også leverede assisten til udeholdets eneste mål.

Newcastle-legenden og den mangeårige landsholdsspiller Alan Shearer var efterfølgende dybt imponeret over hans måde at håndtere bolden på.

- Han har været strålende. Én ting er at spille på det niveau, han gør, men at gøre det på denne scene på live-tv og spille på den måde, mod den slags spillere... Han har været fremragende, sagde Alan Shearer efter kampen i BBC's 'Match of the Day', ifølge Daily Mail.

Billing har tidligere spillet ungdomsfodbold i Esbjerg og skiftede i en ung alder til Huddersfield, hvor han siden fik seniorkontrakt. Nu er han for alvor ved at slå sit navn fast, og flere Premier League-klubber skulle have fulgt ham på det seneste.

Også den skotske legende Patrick Nevin, der spillede i både Chelsea og Everton, lagde mærke til det unge, danske stjerneskud, da han løb rundt på græsset på Etihad Stadium:

- Jeg synes, han var absolut fantastisk. Lige fra begyndelsen af kampen. Han har en selvtillid, der grænser til det arrogante, når han spiller, men han fortjener at være sådan, for hver gang han får bolden, så ligner han en, der ved, hvad der sker omkring ham.

- Han ser virkelig mange ting, og hans førstegangsaflevering ved målet var af høj klasse. Han er en spiller, der kan nå rigtig, rigtig langt, for han ligner en med høj klasse.

Selvom Billing blev udskiftet efter 67 minutters spil af kampen, da Huddersfield var bagud 3-1, blev han af kommentatorerne udråbt som kampens bedste spiller.