Nicklas Bendtner er den største profil, der nogensinde er blevet hentet til Norge, mener Ståle Solbakken.
Med indkøbet af Nicklas Bendtner har Rosenborg lavet den mest opsigtsvækkende handel nogensinde i norsk fodbold.
Det mener FC Københavns norske cheftræner, Ståle Solbakken, efter at Rosenborg mandag har fået Bendtners underskrift på en treårig aftale.
- Jeg tror, man kan sige, at det er den største profil, der er blevet hentet til Eliteserien. Profilmæssigt og mediemæssigt er han den største tilgang, siger Ståle Solbakken til vg.no.
I sidste sæson havde en anden norsk klub, Molde, den prominente islænding Eidur Gudjohnsen i truppen, men i Solbakkens øjne er Bendtner-handlen større.
Det skyldes, at Gudjohnsen sidste år var 37 år og tæt på afslutningen af sin karriere, mens der i princippet burde være en del gode år tilbage i 29-årige Bendtner.
- Her er der tale om en angriber, der skal spille Rosenborg ind i Champions League, siger Ståle Solbakken.
Bendtner har i flere omgange holdt formen ved lige i FC København, mens han har været på jagt efter en ny klub.
Om han kan blive manden, der i næste sæson sparker Rosenborg ind i Champions League for første gang i ti år, tør Solbakken dog ikke spå om.
- Det kommer helt an på, om han får formen i orden. Potentialet er der til at dominere i Eliteserien og til at blive en matchvinder i Europa, men han skal træne regelmæssigt og forbedre sin fysik, siger FCK-træneren.
Solbakken fortæller til VG, at han har vidst i et stykke tid, at handlen kunne falde på plads.
Han er dog overbevist om, at aftalen vil blive mødt med stor forundring i Bendtners hjemland.
- Dette er et stort chok for danskerne, siger Ståle Solbakken.
Nicklas Bendtner skifter til norske Rosenborg BK - og det er et godt skift, vurderer TV 2's fodboldekspert Kasper Lorentzen.
Nicklas Bendtners karriere
2005
Arsenals reservehold
I 2004 kom Nicklas Bendtner til Arsenals U18-hold fra FCK's ungdomshold, og et år senere rykkede angriberen et skridt op til Arsenals reservehold, og han fik sågar sin debut på førsteholdet med en indskiftning mod Sunderland den 25. oktober.
2006
Udlejet til Birmingham
En lejeaftale med Birmingham skal give mere erfaring og i debutkampen 5. august får Bendtner en halv times spilletid og udnytter minutterne til fulde med en scoring.
2007
Kontrakt med Arsenal
Bendtner i kamp for Arsenal i 2007. Foto: STRINGER/AUSTRIA / Scanpix Danmark
11 mål i 42 kampen for Birmingham overbeviser Arsenal om værdien af Bendtner, der 23. maj får en femårig kontrakt med holdet.
2011
Skift til Sunderland
Nicklas Bendtner for Sunderland. Foto: GRAHAM STUART / Scanpix Denmark
Efter en god start i Arsenal rodede Bendtner sig ud en del problemer og mistede med årene sin plads på holdet. I august 2011 bekender han sit ønske om at skifte klub og det ender med en lejeaftale i Sunderland.
Her får han succesen tilbage med flere scoringer og assists.
2012
Videre til Juventus
Nicklas Bendtner fik kort tid i Juventus uden succes. Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark
Et godt år i Sunderland giver interesse fra andre klubber og Juventus melder sig som ny arbejdsgiver for Bendtner. Igen bliver det på en lejeaftale fra den 31. august med mulighed for et permanent køb.
Det bliver dog aldrig aktuelt, da Bendtner ikke slår til i klubben og efter sæsonen ikke har scoret et eneste mål.
2013
Tilbage i Arsenal
Efter opholdet i Juventus er Bendtner nu tilbage i Arsenal, hvor rygterne svirrer om klubskifte til både Frankfurt og Crystal Palace.
25. september får han comeback for The Gunners i en pokalkamp, hvor han scorer på straffespark. I de følgende måneder går det ganske godt for danskeren, der scorer flere mål og gør sig positivt bemærket.
2014
Skifte til Wolfsburg
Nicklas Bendtner i Wolfsburg. Foto: FABIAN BIMMER / Scanpix Denmark
Allerede i marts meddeler Bendtner, at han forlader Arsenal ved kontraktudløbet, når sæsonen slutter.
15. august bliver danskerens nye klub offentliggjort, og det er Wolfsburg i Tyskland.
Her får Bendtner endnu en turbulent tid med op- og nedture. Landstræner Morten Olsen er ude med kritik at mentaliteten, mens også manager Klaus Allofs mister tålmodigheden.
2016
Slut med Wolfsburg
27. april bliver balladen om Bendtners mentalitet og dumheder - fx sin posering med en Mercedes-bil, stik imod klubbens hovedsponsor Volkswagen - for meget i Wolfsburg og kontrakten ophæves, så danskeren nu er fritstillet.
Han er fortsat kontraktligt forbundet til at træne med i klubben, mens han også gæstetræner i FCK.
2016
Comeback i England
Nicklas Bendtner i Nottingham Forest. Foto: Carl Recine / Scanpix Denmark
Efter et halvt år uden klub er Bendtner tilbage i England, hvor han har skrevet kontrakt med Nottingham Forest i den næstbedste række.
2017
Overraskende lynskifte
Bendtner bliver den 6. marts præsenteret i norske Rosenborg, hvor han har skrevet under på en treårig kontrakt.