EM fodbold

Dansk landstræner om bronze ved 'mini-VM': Vi har fundet målformen igen

Efter en tredjeplads og titel som mest målfarlige hold ved Algarve Cup-turneringen er den danske landstræner, Nils Nielsen, meget tilfreds.

13 mål i ordinær spilletid og fire på straffespark. Det gør det danske kvindelandshold til det mest scorende hold ved Algarve Cup i Portugal, der også går under navnet ‘det uofficielle vm’.

- Jeg er meget tilfreds, lyder det fra en rolig Nils Nielsen efter sejren over Australien i bronzekampen.

To storsejre på først 6-0 over Portugal og så 6-1 over Rusland giver godt på målkontoen. Det varmer hos landstræneren, der også så sit hold levere mange scoringer i EM-kvalifikationen, og det fortsætter altså ind i 2017. 

- Jeg er rigtig glad for, vi har fundet målformen igen. Det er en behagelig viden for spillerne, at selv om vi kommer bagud, som mod Australien, så kan vi altid komme igen, siger han til TV 2 SPORT.

Alle spillere vil noget med holdet

I løbet af turneringen har fodboldkvinderne spillet fire kampe - tabt en og vundet tre - og flere unge spillere har stemplet ind både med scoringer og assists, og det giver landstræner gode forhåbninger frem mod EM.

- Det fortæller mig, at der er rigtig mange, der gerne vil noget med det her hold, siger Nils Nielsen.

Landstræneren har fået prøvet flere forskellige konstellationer af. De unge spillere Nicoline Sørensen og Sarah Dyrehauge fik blandt andet scoret deres første mål på A-landsholdet, mens Stine Larsen undervejs blev noteret for tre mål og flere assists.

Derudover har den helt store oplevelse været anfører, Pernille Harder, der i kampen mod Rusland scorede sit sjette hattrick i den rød-hvide trøje og er noteret for fire mål i turneringen.

- Alle vil være parate og klar til sommer. Så de arbejder stenhårdt i alle kampene og træningerne, og det er hele vejen rundt, siger Nils Neilsen.

Endnu et skridt i den rigtige retning

Men selv om det er en yderst tilfreds og solbrændt landstræner, der kan se tilbage på mange gode præstationer den seneste uge, så understreger han, at der skal arbejdes videre frem mod EM i Holland, som for Danmarks vedkommende starter 16. juli.

- Det tegner rigtig fint, men der er stadig nogle ting, vi skal have gjort bedre i forhold til til sommer. Det her er dog uden tvivl et skridt i den rigtige retning.

Han ser gerne, at de danske spillere bliver mere sikre i de ting, de gør. For de gør det nemlig rigtig godt.

- Der sker stadig lidt for mange lidt halvsjove beslutninger og spændende tekniske momenter, siger han.

Det danske kvindelandshold finpudser endnu en gang EM-formen den 11. april, hvor de møder Finland i en træningskamp på Slagelse Stadion.