Fodbold

Ekspert klandrer PSG: Burde kun ske på lilleputniveau

Paris Saint-Germain er selv skyld i det massive nederlag, mener TV 2 SPORTs fodboldekspert og -kommentator.

Den franske storklub Paris Saint-Germain var kæmpe favoritter til at gå videre til Champions League-kvartfinalerne på bekostning af FC Barcelona.

Men en 4-0 sejr i første kamp blev vekslet til et 6-1 nederlag i returopgøret. Derfor måtte den franske klub sætte champagnen tilbage på køl, mens Barcelona-spillerne kunne tage hul på sangriaen.

Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Flemming Toft, fodboldkommentator, TV 2 SPORT

Og det kan Paris Saint-Germain kun takke dem selv for, mener TV 2 SPORTs fodboldekspert, Kasper Lorentzen.

- FC Barcelona er et godt hold, men hvis sådan et resultat skal ske på det her niveau, kræver det en dårlig kamp fra modstanderens side. PSG var bange og hæmmet i starten, og de tre første mål er store fejl, siger Lorentzen, inden han slår fast, at det ikke burde kunne lade sig gøre at lukke tre mål ind i de sidste syv minutter af kampen.

- Det burde kun ske på lilleputniveau.

Den opfattelse bakkes op af TV 2 SPORTs fodboldkommentator, Flemming Toft, som mener, at det franske hold spillede nervøst og famlende, selv om de undervejs i returopgøret scorede et vigtigt udebanemål.

- Der skal stor ros til Barcelonas præstation for deres comeback. Men jeg synes, det var det franske hold, der tabte. De sendte sig selv ud. Et samlet kollaps.

Med Sergi Robertos scoring dybt inde i overtiden kunne jublen bryde løs på Camp Nou.

"En håbløs tysk dommer"

Kampen i sin helhed, hvor FC Barcelona som det første hold i Champions Leagues historie vendte et nederlag på fire mål til et videre avancement, var ifølge Flemming Toft unik.

- Historisk vanvid var, hvad vi oplevede på Camp Nou. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. En vild nedtur for Paris SG, en vild optur for FC Barcelona og en håbløs tysk dommer.

Netop dommeren, mener Kasper Lorentzen også, havde en afgørende brik i, at FC Barcelona lykkedes med at score de seks mål. To af dem på straffespark.

- PSG bliver snydt for nogle kendelser, der kunne have ændret kampens adfærd. Blandt andet et straffe i første halvleg.

- Så hvis noget så vildt skal ske, skal Barcelona spille godt, PSG gøre alt forkert og de afgørende dommerbeslutninger gå Barcelonas vej. Og det må man sige, at det gjorde, siger Lorentzen.

Fodbold når det er bedst

Uanset hvilken klub man holder med, vil kampen for altid have en plads i historierbøgerne. Flemming Toft opsummerer det på bedst mulig vis.

- Det her var uvirkeligt med de op- og nedture begge hold havde undervejs. Det er fodbold når det er bedst. Fodbold når det er værst. Fodbold når det drager os.

Med sejren støder FC Barcelona sig til Borussia Dortmund, Real Madrid og Bayern München, der også er klar til kvartifinalerne i Champions League.

I næste uge kæmper otte hold om de fire resterende pladser.