EM fodbold

Årets fodboldspiller er tilbage på landsholdet

Efter en skadespause er Nadia Nadim igen udtaget til fodboldlandsholdet, der i april spiller EM-testkamp mod Finland.

Mandag aften blev Nadia Nadim kåret som årets kvindelige fodboldspiller, og i dag kan hun så fejre prisen med et comeback til landsholdet.

Nadim er kommet sig over den knæskade, hun pådrog sig i det amerikanske slutspil i efteråret 2016. Derfor er Portland-angriberen udtaget til Danmarks EM-testkamp mod Finland den 11. april.

- Vi har været forsigtige med hende indtil nu for at være sikre på, at hun kom tilbage i en fornuftig stand. Det er tilfældet nu, siger landstræner Nils Nielsen til TV 2 SPORT og uddyber:

- Fysisk er hun klar, men vi ved ikke helt, hvor hun står henne spillemæssigt. Hun har jo ikke spillet kamp siden oktober, så derfor skal vi lige se hende i træningerne og vurderer derfra, hvor meget hun skal spille.

På grund af skaden har Nadia Nadim meldt fra til de seneste fire landsholdssamlinger, hvor hun potentielt er gået glip af 10 kampe.

Afbuddene omfatter Algarve Cup i marts, to kampe mod Skotland på Cypern i januar, testkampen i Belgien i november samt træningsturen til Kina i oktober 2016. 

- Nadia er en rigtig vigtig spiller for landsholdet. Hun scorede mange mål i kvalifikationen og hun har masser af erfaring, så det er en stor gevinst at få hende tilbage, fortæller TV 2 SPORTs fodboldekspert Malene Marquard. 

- Hun er en humørspreder uden for banen, og på græsset er hun bundseriøs. Nadia stiller enormt høje krav til både sig selv og holdkammeraterne, så hun er helt klart med til at øge niveauet til træning. 

Nils Nielsen har udtaget i alt 28 spillere, hvoraf Lotte Troelsgaard også gør comeback. Sanne Troelsgaards tvillingesøster har ikke spillet på landsholdet siden foråret 2015. Stine Ballisager Pedersen kan også spille sin første landskamp siden 2013, og det er helt bevidst, at landstræneren har udtaget mange spillere.

- Det her er en træningssamling. På den sidste tur var der meget fokus på kampene, og med kampe hver anden dag fik vi næsten ikke trænet detaljerne. Der er mange ting, vi har brug for at se lidt nærmere på, og det glæder vi os til få mulighed for nu.

Danmark mod Rusland ved Algarve Cup

Ved Algarve Cup blev Danmark i år nummer tre. I gruppespillet blev EM-deltageren Rusland besejret med 6-1.

I den tredjesidste testkamp inden sommerens EM i Holland kan Louise Dannemann Eriksen og Kathrine Larsen desuden få debut. 

- Den store trup er også for at anerkende, at der er spillere, der ikke har været udtaget, som ellers har gjort det rigtigt fint herhjemme. Dem vil vi også gerne se an, siger Nils Nielsen, der i løbet af træningssamlingen vælger 10 spillere fra inden kampen mod Finland. 

- De nye skal udfordre de andre for at få lov til at spille med i kampen. Det er ikke sådan, at jeg uddeler gratis spilletid så sæt på EM.

Sofie Junge og Maria Christensen er begge tæt på at være klar efter skader. De bliver dog sparet ved denne samling.

Landsholdet mødes den 5. april. EM-testkampen mod Finland spilles på Slagelse Stadion den 11. april.

Hele Danmarks trup

  1. Stina Lykke
  2. Kathrine Larsen
  3. Line Johansen
  4. Naja Bahrenscheer
  5. Line Røddik
  6. Janni Arnth
  7. Simone Boye Sørensen
  8. Theresa Nielsen
  9. Cecilie Sandvej
  10. Rikke Sevecke
  11. Stine Ballisager Pedersen
  12. Maja Kildemoes
  13. Mie Leth Jans
  14. Luna Gevitz
  15. Louise Dannemann Eriksen
  16. Line S. Jensen
  17. Nanna Christiansen
  18. Sara Thrige
  19. Sarah Dyrehauge
  20. Katrine Veje
  21. Frederikke Thøgersen
  22. Sanne Troelsgaard
  23. Lotte Troelsgaard
  24. Pernille Harder
  25. Nadia Nadim
  26. Nicoline Sørensen
  27. Stine Larsen
  28. Camilla Kur