Fodbold

Berlusconi sælger italiensk storklub efter 31 år

Efter flere udsættelser skulle handlen nu være på plads. AC Milan sælges og skal efter planen børsnoteres i Hongkong

Den ikoniske Serie A-klub AC Milan kommer på kinesiske hænder.

Efter flere udsættelser, så sent som i marts, er handlen mellem den tidligere premiereminister Silvio Berlusconi og en gruppe investorer nu på plads. Det skriver Financial Times, der henviser til kilder tæt på handlen.

Prisen lyder på 740 millioner euro. Det svarer til cirka 5,5 milliarder kroner.

Berlusconi sælger klubben, fordi den tærer på hans formue og kræver større investeringer, end han umiddelbart er indstillet på at foretage. Han købte AC Milan i 1986.

Børsnoteres i Hongkong

Den første plan for salget blev præsenteret i august sidste år. Her var det meningen, at kinesiske Yonghong Li og et konstortium af anonyme asiatiske investorer skulle overtage klubben ved årsskiftet.

Den plan er blevet udsat flere gange, da økonomien ikke helt hang sammen. Derfor var det afgørende for handlen, at det amerikanske investeringsselskab Elliott Management hjalp med at købe klubben.

Det forventes nu, at den endelig handel falder på plads i midten af april. Allerede nu har Yonghong Lis selskab betalt et depositum på 744 millioner kroner. Pengene går tabt, hvis handel går i vasken.

Planen herfra er at børsnotere AC Milan i Hongkong, og så vil de nye ejere profilere klubben med øget salg af merchandise og tv-rettigheder i Kina.

Efter 29 kampe i Serie A ligger AC Milan nummer fem. Klubben har 10 point op til Napoli på tredjepladsen og 20 point op til Juventus på førstepladsen.