Tysk verdensmester skifter til danskerklub
Patrick Banggaard har fået en prominent holdkammerat i Darmstadt i form af verdensmesteren Kevin Grosskreutz.
I sommeren 2014 kæmpede forsvarsspilleren Patrick Banggaard for at beholde sin plads på FC Midtjyllands hold, mens den daværende Dortmund-spiller Kevin Grosskreutz blev verdensmester med Tyskland.
Siden er de to spilleres karrierer gået i hver sin retning. Nu bliver de holdkammerater i Darmstadt, der med al sandsynlighed rykker ud af Bundesligaen i denne sæson.
Tirsdag meddeler klubben, at man har indgået en toårig kontrakt med Grosskreutz, som først er spilleberettiget fra næste sæson.
Den tyske verdensmester blev fyret i Stuttgart i begyndelsen af marts, efter at han var involveret i et slagsmål i byens natteliv. Højrebacken måtte en tur på hospitalet efter slagsmålet.
Darmstadts cheftræner, Torsten Frings, forventer, at hans nye spiller har lagt karrieren som slagsbror bag sig.
- Han har stor erfaring, han er verdensmester, og jeg har kunnet mærke i samtaler med ham, at han er klar til en ny udfordring. Han vil være en vigtig brik på vores hold i den kommende sæson, siger Torsten Frings.
28-årige Kevin Grosskreutz forlod Dortmund til fordel for Galatasaray i 2015. Han nåede et halvt år i Tyrkiet inden skiftet til Stuttgart.
- Ligesom i mine tidligere klubber vil jeg gøre alt for at opnå succes på banen, siger Grosskreutz efter skiftet til Darmstadt.
/ritzau/