Fodbold

Dansk Atalanta-veteran giver Cornelius gode råd

83-årige Flemming Nielsen var med til at vinde Atalantas eneste titel. Nu giver han Andreas Cornelius gode råd inden sommerens skifte.

Andreas Cornelius skal efter sommerferien forsøge at blive den næste dansker, der slår til i den bedste italienske række, Serie A.

Det er en liga, hvor mange nordboere har haft det svært. Derfor er en af de spillere, der tidligere er slået igennem i Italien, klar med et par venlige råd til landsholdsangriberen.

- Han skal simpelthen komme derned sprudlende af vilje og evnen til at vise tilhængerne: Jeg er kommet hertil for at gøre noget for klubben og for alle jer, der myldrer frem og støtter, fortæller Flemming Nielsen.

I 1963 var han med til at vinde Atalantas eneste titel, pokalturneringen. I alt nåede den danske midtbanespiller at være med i 92 kampe for Bergamo-klubben. Derfor kender han Atalanta bedre end de fleste – og nok også bedre end Andreas Cornelius, der dog allerede har rost klubben og byen.

- Det vigtigste er tilskuerne, og det virker som om, de har nogle rigtigt passionerede tilskuere, siger Cornelius om sin kommende klub.

Gå til den

Skiftet væk fra FC København blev præsenteret i går, men Cornelius spiller naturligvis sæsonen færdig i Danmark. Her mangler FCK kun ét point for at sikre mesterskabet, mens klubben allerede har spillet sig i pokalfinalen. Derfor får Cornelius, der i denne sæson har scoret 11 Superligamål, mulighed for at tanke endnu mere selvtillid inden klubskiftet.

- Troen på sig selv er noget af det første du skal pakke i kufferten, når du tager ud, siger den tidligere AC Milan-back Thomas Helveg.

Derudover skal Cornelius være indstillet benhårdt, lyder det fra Atalantas tidligere 8’er, Flemming Nielsen:

- Cornelius, gå til den! Så får du nogle dejlige år.

Andreas har med undtagelse af et halvt år i Cardiff spillet hele sin seniorkarriere i FCK. Han er indtil videre noteret for 12 landskampe.