Ekspert spår Superligaens vindere af Europa League-billetterne

Superligaklubberne FC Midtjylland og FC Nordsjælland kommer til at spille europæisk fodbold i næste sæson, vurderer fodboldekspert.
To eftertragtede europæiske billetter til kvalifikationen til næste sæsons Europa League ender i postkassen i hver sin del af Danmark. Den ene kuvert havner i Herning, mens den anden bliver adresseret til Farum.
Forudsigelsen stammer fra TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen forud for de sidste fire spillerunder i Superligaens mesterskabsspil samt playoffkampene i grundspillet, der begynder på fredag.
Han vurderer, at FC Midtjylland og FC Nordsjælland er favoritterne til at sætte sig på de sidste to ud af fire europæiske pladser i Superligaen, som otte klubber lige nu kæmper om i landets bedste række.
For mens FC København med et dansk mesterskab har sat sig på førstepladsen, der udløser Champions League-kvalifikation, så er Brøndby sikret en plads til kvalifikationen i Europa League via en andenplads.
Da Superligaens to bedste mandskaber også møder hinanden i årets danske pokalfinale, giver tredjepladsen i Superligaens mesterskabsspil også automatisk europæisk deltagelse i næste sæson.
FC Midtjylland fører lige nu kampen om den tredjeplads og bronzemedaljerne i ligaen forud for de sidste fire spillerunder. Midtjyderne har to point ned til Lyngby og kommer også til at holde David Nielsens tropper bag sig i tabellen, vurderer Kasper Lorentzen.
- Jeg tror, at FC Midtjylland bliver nummer tre, fordi de har en god hjemmebane og en større erfaring oppe i toppen. De har fundet takten, og flere spillere er begyndt at vise deres kvaliteter som en Paul Onuachu, Mikkel Duelund og Jonas Borring, siger fodboldeksperten.
Lyngby bliver overhalet
Dermed er der altså kun en enkelt Europa Leauge-plads tilbage at spille om for syv Superliga-mandskaber. Den plads går til vinderen af en playoff-finale d. 29. maj, hvor fjerdepladsen fra mesterskabsspillet møder vinderen af grundspillet i én afgørende kamp.
Efter FC Midtjyllands påståede tredjeplads i mesterskabsspillet skal Lyngby, FC Nordsjælland og SønderjyskE kæmpe om fjerdepladsen. Sønderjyske er ifølge Kasper Lorentzen for mange point efter Lyngby, men det er FC Nordsjælland til gengæld ikke.
- Jeg tror, at FC Nordsjælland overhaler Lyngby, fordi de vinder deres indbyrdes opgør. De skulle have vundet senest mod FC København, hvor de var bedre, men der manglede bare den kynisme, som FCK havde. Formmæssigt har FC Nordsjælland haft et lille dyk nedad, men de har stadigvæk Superligaens topscorer Marcus Ingvartsen og rigtig mange kvaliteter på banen, siger Kasper Lorentzen.
FC Nordsjællands finalemodstander i den afgørende playoffkamp skal findes i grundspilskampene mellem Randers og AaB og Silkeborg og OB, der skal møde hinanden på ude- og hjemmebane. Her er Lorentzens vurdering:
Finalen om den sidste adgangsbillet til europæisk fodbold mellem FC Nordsjælland og OB bliver spillet i Farum, da holdet fra mesterskabsspillet har fordel af hjemmebane. Det bliver også en vigtig faktor i det opgør.
- FC Nordsjælland er klar favorit. De er på hjemmebane og på kunstgræs, hvor de plejer at have godt styr på samtlige hold i Superligaen. Det kender jeg selv fra min egen tid som Superligaspiller. FC Nordsjælland er bare endnu dygtigere på hjemmebane, end de er på udebane. Hvis det havde været i Odense, så havde jeg vægtet opgøret mere lige, siger Kasper Lorentzen.