Fodbold

Landstræneren lovpriser unge Dolberg efter europæisk triumf

Åge Hareide har kun roser til overs for Dolberg efter torsdagens Europa League-triumf, som han håber, bliver vigtig en vigtig mand for landsholdet.

Kasper Dolberg bliver ved med at imponere for Ajax Amsterdam.

Det gælder også på den internationale scene, hvor han med torsdagens fornemme lob-mål mod Lyon i Europa League-semifinalen blev den mest scorende teenager på en enkelt sæson i turneringen.

Scoring var således danskerens sjette indtil videre, og det er én mere end spanske Iker Muniain lavede for Atletico Bilbao i 11/12-sæsonen.

Målet var samtidig et af de vigtigste i karrieren for Dolberg indtil videre, da det sikrede Ajax en plads i finalen med en samlet 5-4-sejr over Lyon.

Den danske landstræner Åge Hareide har også set danskeren scoring, og han er heller ikke sen til at rose den unge angriber.

- Det var jo en fantastisk flot afslutning. Det mål, han scorer der, er lavet af en målskytte, der er meget beregnende. Det er en meget svær bold at få ind, men han gør det rigtige i situationen, og det har han gjort mange gange for Ajax.

Efter kampen er Dolberg særligt blevet rost for sin kølighed foran mål, og det er også noget Åge Hareide har bidt mærke i.

- Det viser, at han kan blive en klassisk målscorer. Han er god i de situationer.

- Han er meget ung, og det er ikke længe siden, han startede sin professionelle karriere. Alligevel er han kommet langt, og nu skal han så spille en Europa League-finale, og det er også rigtig flot.

Faktisk overtager 19-årige Dolberg endnu en rekord, hvis han kommer i aktion i finalen senere på måneden. I så fald bliver han nemlig den yngste dansker nogensinde i en europæisk finale.

Den rekord sidder ingen ringere end Allan Simonsen på i øjeblikket, da han som 20-årig blev skiftet ind i UEFA Cup-finalen for Borussia Mönchengladbach tilbage i 1973.

Alligevel er det ikke blevet til særlig mange minutter i landsholdstrøjen for Dolberg, og det er da også noget, der ærgrer landstræneren.

- Det er synd, vi ikke fik brugt ham noget mere. Han blev jo skadet før Rumænien-kampen, og dengang havde vi mange angribere skadet, så der havde Dolberg været i aktion.

- Jeg håber, han kan blive rigtig vigtig, og nu må vi håbe, han holder sig skadesfri, for vi får helt sikkert brug for ham i fremtiden.