Fodbold

Ekspert og kommentator: Conte er hovedårsagen til Chelseas triumf

Antonio Conte har en stor andel i, at Chelsea vandt det engelske mesterskab. Det mener TV 2 SPORT's fodboldkommentator og ekspert.

Fredag aften sikrede Chelsea sig for sjette gang i klubbens historie det engelske mesterskab, da de slog West Bromwich med 1-0 på udebane.

Dette kommer efter en skidt sidste sæson, hvor klubben fra London sluttede på en 10.-plads. Italienske Antonio Conte blev hentet ind som redningsmand, og han har ikke skuffet, mener TV 2 SPORT's fodboldekspert.

- Antonio Conte kom ind og satte sit præg på holdet med det samme. Han har fået det til at blive sammentømret og fået alle de store stjerner til at arbejde og spille sammen, siger Kasper Lorentzen.

- Sidste års sæson var særpræget for Chelsea, da de snublede rigtig meget. Conte var klog og modig nok til at ændre på tingene, så det begyndte at fungere. Italieneren har ændret på formationen, da man så, at det ikke kørte i starten.

Dette er TV 2 SPORT's fodboldkommentator Flemming Toft enig i.

- Det er først og fremmest den italienske træner, Antonio Conte, som har givet Chelsea en ny attitude efter nogle tynde og vrede år med José Mourinho. Han har skabt en balance i sin spillertrup og fået skarphed i afslutningerne og på spillerne generelt, siger Toft.

Han har givet 10 eller 20 procent ekstra til stjernespillerne, da han er så engageret.

Kasper Lorentzen, fodboldekspert TV 2 SPORT

Kasper Lorentzen fortæller, at den italienske manager skal have en stor del af æren for mesterskabet, men han har ikke været helt alene om det.

- Det er spillerne ude på banen, som skal skabe resultaterne, men det er ham udefra, som skaber det. Han virker som en træner, som de alle sammen har utrolig stor respekt for. Han lever sig sindssygt med i kampene, hvor han nærmest spiller med som 12. mand ude på sidelinjen.

- Det betyder meget, hvordan man trives med træneren. De hev Antonio Conte ind, da de så, hvordan han agerede i Juventus og vurderede, at det ville passe godt til Chelsea. Han har givet 10 eller 20 procent ekstra til stjernespillerne, da han er så engageret, siger Lorentzen.

Og mesterskabet har stor betydning for klubben.

- Det betyder utroligt meget historisk, da det engelske mesterskab er rigtig stort. Det er det, man higer efter. Champions League har også betydning, men det er først og fremmest mesterskabet, som de engelske klubber går efter, siger Flemming Toft.

Chelsea har været suveræne i denne sæson, hvor de kun har tabt fem kampe og spillet tre uafgjort. På grund af den sublime mesterskabssæson erkender fodboldeksperten også, at det er svært at finde svagheder hos det engelske mandskab. De skulle dog lige være, hvis spillere forlader klubben. 

- Eden Hazard har været rygtet til Real Madrid, hvor man muligvis skal have erstattet ham. Derudover har der meget været mange diskussioner omkring Diego Costa, som er deres spidsangriber. Han er en speciel type, en ener og skaber lidt sine egne kampe, så de kunne finde på at skifte ham ud.

På grund af Chelseas 10.-plads i sidste sæson var de ikke med i Champions League i år. Med mesterskabet er de sikret en plads i den europæiske turnering i næste sæson, og her kommer de til at præstere.

- Vi skal se dem i Champions League igen, hvor de sagtens ville kunne nå en semifinale. Hvis man så på de hold, som var med i år, ville Chelsea godt kunne spille med der, siger Kasper Lorentzen, imens Flemming Toft er enig.

- Nu vil de gå efter en topplacering i Champions League. Det betyder også, at der vil komme rigtig store indløb. De har jo en masse penge i Abramovich, som gerne vil spendere på nye spillere.

Chelseas resterende to kampe i Premier League er mod Sunderland og Watford. Begge spilles på Stamford Bridge.