Fodbold

Salgsklar for millioner – men dansk stjernefrø burde slet ikke være så langt

Kasper Dolberg kan blive den yngste dansker nogensinde i en europæisk finale, hvis han kommer på banen i Europa League-finalen d. 24. maj. JEAN-PHILIPPE KSIAZEK / Scanpix Denmark

Kasper Dolberg er hurtigt blevet interessant for Europas største klubber, men det var slet ikke planen, at han skulle spille for Ajax allerede nu.

- Hans potentiale er enormt. Det kan næsten ikke beskrives ud fra det, vi har set i den første sæson. Jeg synes det mest imponerende er, at det er en knægt på 19 år, der tager de rigtige beslutninger, og det ser man ikke så tit.

Sådan siger TV 2 SPORT's fodboldekspert, Flemming Toft, om Kasper Dolbergs præstationer for hollandske Ajax Amsterdam i denne sæson.

Og når Ajax senere på måneden løber på banen til Europa League-finalen mod Manchester United, er det da også i høj grad takket være danskerens to mål i semifinalekampene mod Lyon.

Ikke nok med at Dolberg med sit seneste mål blev den mest scorende teenager i Europa League på en enkelt sæson med seks mål, har han også scoret hele 22 kasser indtil videre i alle turneringer i sin første sæson for Ajax' førstehold.

Bedrifterne har naturligvis givet genlyd blandt Europas største klubber, men ifølge Flemming Toft bør den danske angriber ikke rykkere videre allerede nu - selvom det måske slet ikke bliver hans egen beslutning i sidste ende.

- Umiddelbart synes jeg, han skulle blive i Ajax i endnu en sæson. Han er kun 19 år, og han er først lige kommet med, selvom det er med stor succes.

- Men det kan også blive så stort et krav fra Ajax’ side, med så mange penge involveret fra andre klubber, at han måske ryger. Men jeg vil umiddelbart sige, han skulle blive, fortæller fodboldeksperten.

Førsteholdsspiller før tid

Selvom Dolbergs indtræden på den store scene nærmest har været med øjeblikkelig succes, var det faktisk slet ikke meningen, at danskeren skulle have været en del af Ajax' førstehold på nuværende tidspunkt. 

- Jeg er overrasket over, at det er gået så hurtigt, og det var ikke planen at han skulle integreres på førsteholdet allerede i den her sæson, fortæller Jan Michaelsen, der var Dolbergs landstræner på U17-landsholdet.

- Jeg var sammen med ham så sent som i weekenden og talte med ham nede i Amsterdam, og jeg tror også, han selv er lidt overrasket over, at det er gået så hurtigt.

Inden Kasper Dolberg ankom til den hollandske storklub havde man nemlig lagt en plan for den unge angriber, men her har han mildest talt sprunget et step eller to over.

- Planen var jo egentlig, at han skulle være på U19-holdet, så på Jong Ajax (reserveholdet, red.) og så på førsteholdet, men som Kasper selv sagde helt tørt: "Jeg har ikke engang nået at spille en kamp for Jong Ajax endnu, og det kommer jeg nok heller ikke til". 

Landsholdets løsning

Den tidligere U17-landstræner er dog ikke i tvivl om Dolbergs talent, selvom gennembruddet er kommet før tid.

- Man ser, at han er en fantastisk afslutter, og at han også rent fysisk og mentalt nærmest er klar til at tage skridtet ind i verdenseliten. 

Det er da også lige netop Dolbergs afslutningsevner, der i høj grad har gjort ham til et varmt navn blandt de største klubber i Europa, og lob-scoringen mod Lyon torsdag aften har næppe lagt en dæmper på interessen.

Og ifølge Flemming Toft er det også lige præcis kompetencer som Dolbergs, der er brug for på landsholdet.

- Dolbergs betydning for landsholdet kan blive rigtig stor. I øjeblikket vader landstræner Åge Hareide i angribere, men Dolberg må være førstevalg efter det, vi har set i denne sæson, netop fordi han er så konsekvent, og det, der har manglet på landsholdet, er en kynisk afslutter.