Fodbold

Dolberg træder i Eriksens fodspor: Kåret til årets talent i Holland

Kasper Dolberg er blevet kåret til årets talent i Æresdivisionen og får nu lov til at åbne sin helt egen bane.

Roserne bliver ved med at vælte ind over den danske angriber Kasper Dolberg.

Ajax-spilleren er tirsdag blevet kåret til årets talent i den hollandske liga, Æresdivisionen, i denne sæson. Det skriver Ajax på deres hjemmeside.

Prisen som årets talent hedder også Johan Cruyff-prisen, da den er opkaldt efter den afdøde hollandske fodboldlegende.

- Det er en stor ære for mig at vinde prisen. Det er smukt, at jeg får muligheden for at åbne min egen ”Cruyff Court”, siger Kasper Dolberg om sin seneste pris.

Den danske Ajax'-angriber lavede hattrick mod Nijmegen på bare 18 minutter.

”Cruyff Court” er en speciel kunstgræsbane, der følger med titlen som årets talent i Æresdivisionen. Vinderen får lov til at åbne en indhegnet bane på 42*28 meter et sted tæt på skoler eller sportsklubber. Ideen er, at banen derefter kan bruges af alle, så mennesker på tværs af alverdens skel kan mødes og lege med bolden.

Christian Eriksen vandt samme talentpris tilbage i 2011/12. Han placerede sin bane i hjembyen Middelfart. Udover de to danskere har store navne som Arjen Robben, Wesley Sneijder og Klaas-Jan Huntelaar også vundet prisen.

Dolberg scorede 16 ligamål i den netop færdigspillede sæson og har med flere mål haft en stor andel i at sende Ajax i Europa League-finalen mod Manchester United.

Han blev tidligere i år også kåret som årets talent i dansk fodbold. For nylig modtog han desuden Van Basten Award som årets spiller i Ajax.