Fodbold

'Problembarn' på vej tilbage til Randers - men han indgår ikke i planerne

Sydafrikanske Mandla Masango skal ikke forvente, at han bliver en del af Randers FC igen, siger Michael Gravgaard til Ekstra Bladet.

Den sydafrikanske landsholdspiller Mandla Masango vender snart tilbage til Randers FC efter et halvt års udlejning.

Her skal han dog ikke regne med, at han bliver en del af holdet igen.

- Desværre tror jeg ikke, at han indgår i træner Olafur Kristjanssons planer, lyder det fra Randers direktør Michael Gravgaard til Ekstra Bladet.

Masango har været lejet ud til den sydafrikanske klub Super Sport United, efter han sidste sommer begyndte at strejke, da Randers ikke ville sælge ham.

En strejke der gav ham et ry for at være lidt af et problembarn.

Ingen kontakt

Michael Gravgaard understreger over for Ekstra Bladet, at det er uvist, hvad der skal ske med Mandla Masango fremadrettet, men at han forventer, at Masango møder op, når der bliver kaldt til træning efter sommerpausen.

Gravgaard har dog ikke været i kontakt med den 27-årige sydafrikaner, siden han blev lejet ud.

- Det er ikke os, som ikke vil tale med Mandla Masango. Det er ham selv, der har afbrudt forbindelsen, men vi kan da følge lidt med i medierne og se, at han både spiller og scorer mål, siger Michael Gravgaard til Ekstra Bladet.

Mandla Masango har kontraktudløb i 2019, og derfor håber Randers også på at kunne finde en løsning på problemet inden.