Fodbold

Mourinho afslører: Zlatan påvirkede finalen fra sidelinjen

Knæskadede Zlatan Ibrahimovic gjorde hvad han kunne for at påvirke Europa League-finalen.

Zlatan Ibrahimovic var i sit es, da han efter Europa League-sejren humpede rundt og lod sig hylde på stadion i Stockholm.

Den svenske superstjerne tog del i festen, som om han selv havde været med til at besejre Ajax. Det følte han måske også, at han havde gjort.

Ibrahimovic prøvede i hvert fald at påvirke spillet, selvom han så på fra sidelinjen. Det afslører Manchester Uniteds manager José Mourinho.

- Zlatan sagde på svensk til bolddrengene, at de skulle tage det roligt, fortæller Mourinho om aktiviteterne på sidelinjen, da Ajax forsøgte at presse mod slutningen af kampen.

- Han spillede uden for banen, med krykker, ligesom de andre skadede spillere. De råbte og skreg og gjorde alt, hvad de kunne, lød det fra Mourinho ifølte Expressen.

Hele huset skal fyldes med pokaler

 

Finalesejren på 2-0 blev fejret med en selfie sammen med pokalen, efter at Zlatan havde skubbet holdkammeraten Rojo væk fra billedet.

Bagefter humpede svenskeren ud til tilskuerne, hvor han fik taget et billede foran et banner med teksten:

- Zlatan, bliv og du får lov til at være sammen med min kone.

Selv glæder svenskeren sig også over sin titel nummer 33.

- De stopper aldrig med at komme. Jeg vil fylde hele huset, så vi må skaffe flere huse, sagde han til Kanal 9 efter kampen.

Zlatan Ibrahimovic har kontraktudløb med Manchester United denne sommer. Hans knæskade, som opstod i en tidligere Europa League-kamp, ventes at holde ham ude i cirka et år.