Christian Eriksen påvirket af terror: Man krydser fingre for, man ikke går de steder
Et nyt terrorangreb i London præger den danske landsholdsspiller Christian Eriksen, der er bosat i den engelske hovedstad.
Syv personer er blevet dræbt, og 27 personer er i kritisk tilstand efter et terrorangreb, der lørdag aften ramte London.
En varevogn kørte ind i menneskemængden på London Bridge, og herefter fortsatte gerningsmændene til Borough Market, hvor de stak flere personer ned med knive. De tre gerningsmænd blev efterfølgende dræbt af politiet.
Fodboldlandsholdets Christian Eriksen er bosat i byen, hvor han spiller for klubben Tottenham. Eriksen er lige nu samlet med landsholdet i Danmark, men det andet terrorangreb i London på godt to måneder påvirker ham selvfølgelig dybt.
- Det er meget ubehageligt. Det er ikke sjovt på nogen måde. Min kæreste er der, så jeg ved, det har stor betydning. Selvfølgelig krydser man fingre for, man ikke går de steder, hvor de forfærdelige ting foregår, og ikke kender nogen, det sker for. Men det er selvfølgelig utroligt synd for dem, det sker for. Det er ikke noget, man overhovedet ønsker for nogen, siger Christian Eriksen til TV 2 SPORT.
Udover de syv dræbte blev 48 personer såret i angrebet, hvoraf de 21 altså er i kritisk tilstand.
Søndag eftermiddag har det britiske politi anholdt 12 personer øst for London med forbindelse til angrebet.
Flere store navne fra sportsverdenen har dagen igennem sendt deres tanker i retning af London.
- Igen er der frygteligt nyt fra Storbritannien. Mine tanker er hos de berørte, skriver den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen.
- I chok over hændelserne i London. Mine tanker og bønner er hos alle de berørte i denne svære tid, skriver den tidligere Formel 1-verdensmester Lewis Hamilton, der kommer fra byen Stevenage godt 50 kilometer nord for London.
- Det er så trist. Mine bedste ønsker til alle, der er påvirket af angrebet i London, skriver den tyske fodboldspiller Mesut Özil, der spiller i London-klubben Arsenal.
- Vores tanker er hos London, skriver Sergio Ramos, der sammen med Real Madrid vandt Champions League lørdag aften.