Fodbold

Landsholdsspillere går ind i kampen mod homofobi

Anførerne hos Danmarks fodboldlandshold skal til at bære regnbuefarvede armbånd som et symbol på antihomofobi.

Både kvinde- og herrelandsholdet går nu aktivt ind i kampen mod homofobi.

Allerede ved aftenens jubilæumskamp mellem Danmark og Tyskland vil det nye tiltag blive synligt, hvor Danmarks anfører vil bære et regnbuefarvet armbånd.

Også på stadion vil der være regnbuefarver for at signalere omfavnelsen af budskabet.

Kvindelandsholdet vil vise deres støtte i deres næste landskamp mod England den 1. juli.

- Fra seriefodbold til landsholdsfodbold. Homofobi i dansk fodbold skal vi bekæmpe sammen. Fodbold skal forene og være for alle; det har alle, der elsker fodbold, et ansvar for, lyder det fra kvindelandsholdsspiller Sanne Troelsgaard og herrelandsholdsspiller Riza Durmisi i en pressemeddelelse.

Udover landsholdsspillerne er DBU, Spillerforeningen, Amnesty International Danmark og Dansk Fodbold Fanklubber med i samarbejdet.

- Når vi er med i kampagnen, er det fordi, at vi gerne vil markere, at vi i Danmark har en masse engagerede fans, der ønsker at inkludere alle omkring, det vi elsker mest; nemlig - fodbold, siger Rasmus Trenskow, der er formand for Danske Fodbold Fanklubber.

Tidligere i år lancerede Spillerforeningen en kampagne mod homofobi sammen med Divisionsforeningen og DBU. Det betød, at Superligaens anførere skulle bære regnbuefarvet anførerbind. Her var FC Københavns Mathias 'Zanka' Jørgensen udnævnt som hovedambassadør.