Fodbold

Trods flere mangler: Helsingørs hjemmebane er Superliga-godkendt

Helsingør rykkede overraskende op i Superligaen. Det er stadion ikke gearet til, men klubben har alligevel fået lov at spille på den vante hjemmebane.

FC Helsingør kan i næste sæson byde FCK, Brøndby og alle de andre Superligaklubber velkommen på Helsingør Stadion.

Oprykkerklubben har fået en dispensation til at bruge den normale hjemmebane i Superligaen, selvom stadion lige nu er langt fra at leve op til de normale krav til et Superligastadion. 

Klubben har i samarbejde med kommunen lovet at forbedre forholdene, og den plan har Divisionsforeningen godkendt. 

- Der var lige oprykningsfølelse igen, fortæller direktør Janus Kyhl til TV 2 SPORT og fastslår: 

- Det er fantastisk!

Lige nu er der eksempelvis pladsmangel på det intime og hyggelige stadion, hvor et tog af og til suser forbi mellem træerne i baggrunden. Ifølge FC Helsingørs hjemmeside er der kun plads til 4.500 tilskuere, heraf 282 overdækkede siddepladser. Et Superligastadion skal som udgangspunkt kunne rumme 10.000 tilskuere, hvoraf 3.000 skal have mulighed for at sidde ned.

Derudover mangler Helsingør Stadion også både varme i banen og et lysanlæg, hvilket også figurerer på listen over krav til stadions i landets bedste fodboldrække.

Som man kan se på billedet herunder, blev Helsingør Stadion også brugt, da klubben spillede 1-1 mod Viborg i play off-kampene. Her løste man lysudfordringen ved at køre en kran ind i hvert af de fire hjørner.

FC Helsingør har fået en dispensation til at bruge klubbens stadion i den kommende Superligasæson.

Helsingør Stadion blev indviet den 1. juli 1923. Det har i de seneste år været fast træningsbane for herrelandsholdet, og nu kommer holdene fra den bedste række så også regelmæssigt på besøg. 

Det er planen, at Helsingør Stadion skal bruges under alle klubbens hjemmekampe. Hvis banen ikke er til at spille på, kan kampene dog blive flyttet til stadions i Farum og sågar Horsens.

- De to møder, vi har haft med FC Helsingør og Helsingør Kommune, hvor vi har gennemgået deres stadion minutiøst, har vist, at både klubben og kommunen har en meget stor vilje til at etablere de nødvendige foranstaltninger, vi har meddelt dem som en minimumsstandard for kampe i Alka Superligaen, siger Divisionsforeningens turneringschef Peter Ebbesen til Superliga.dk og tilføjer:  

- Vi glæder os derfor over, at FC Helsingør får muligheden for at spille på eget stadion til glæde for klubbens fans og byens borgere, indtil de efter planen i sommeren 2018 har fået etableret et nyt stadion.

Godkendelsen af Helsingør Stadions sker på en række betingelser, da stadion i sin nuværende form ikke er egnet til Superligafodbold. Det kommende arbejde tager dog ikke glæde fra Helsingørdirektøren:

- Nu glæder jeg mig bare. Vi er rykke top i Superligaen med Helsingør, og det her er hele Helsingørs oprykning. Så nu skal hele Helsingør også nyde, at der skal spilles Superligafodbold i Helsingør.

Helsingør er rykket op i Superligaen. Nu har klubben fået lov til at spille hjemmekampe på Helsingør Stadion.

Her følger en liste med de planlagte forbedringer af Helsingør Stadion:

  • Opsætning af mobilt lysanlæg, der opfylder Superligakravet om minimum 1000 Lux.  
  • Opsætning af en mobil tilskuertribune til udebanefans med en kapacitet på 1.000 tilskuere, separat og med egen ind- og udgange.
  • Opsætning af mobil tilskuertribune til øvrige tilskuere som skal supplere den nuværende hoved-tilskuertribune.  
  • Etablering ekstra salgsboder, mobile toiletvogne og øvrige servicemæssige foranstaltninger for tilskuere.
  • Etablering af set up til TV produktion af normal Alka Superliga standard (fx TV-tårn, kommentatorplads, Parkeringsforhold for OB-vogn m.v.).
  • Sikring af at kampe i den kolde periode fra november 2017-marts 2018 kan flyttes til et alternativt spillested/Superliga-stadion, hvis FC Helsingørs normale kampbane ikke er spilbar.

Det forventes, at der bliver plads til mellem 5.000 og 6.000 tilskuere, når forbedringerne er lavet.