Fodbold

'Italieneren' fra Fyn, der blev verdens bedste på afbud

Manden bag EM-guldet i 1992, Richard Møller Nielsen, fik først efter sin død den anerkendelse i Danmark, som resten af verden gav ham langt tidligere.

I september 2009, godt fire år før sin død, fortalte 'Ricardo' i dette interview om sig selv, sit liv og ikke mindst sin trænerkarriere, som kulminerede med EM-guldet i 1992. I anledning af 25-året for finalesejren over Tyskland bringer vi her det hidtil ikke offentliggjorte portræt for at mindes triumfen og ikke mindst træneren, der førte landsholdet til det, der stadig er den eneste store titel i dansk fodboldhistorie.

Foran radioen sad de på række og slog ørerne ud, mens Gunnar ’Nu’ Hansen kommenterede det danske fodboldlandsholds kampe under de Olympiske Lege i London i 1948.

- Vi sad jo der og lyttede, fortæller Richard Møller Nielsen, mens han med fingrene holder ørerne ud fra hovedet, skyder hagen frem og spiler øjnene op.

- Og lige så snart de var færdige, så skulle vi ud og spille.

Med sin velkendte, fynske dialekt fortæller den tidligere danske landstræner entusiastisk om dengang, han som en lille dreng sad sammen med sine skolekammerater og fulgte det danske landshold.

- Det danske hold gik fra sejr til sejr indtil semifinalen blandt andet ved at vinde 5-3 over Italien. Da kom interessen helt vildt omkring fodbold, siger Richard Møller Nielsen.

Siden den dag har han været ’bidt af en gal fodbold,’ som han selv siger.

World Manager of the Year

I den lille fynske landsby Ubberud, hvor der ikke var hverken fodboldbane eller fodboldklub, blev Richard Møller Nielsen født i et religiøst hjem den 19. august 1937. Naboerne til barndomshjemmet var en bonde og en beslagsmed, og som knægt lærte Richard at sømme sko på en hest hos smeden og pløje med hesten på bondens mark.

Som 12-årig fik han dog lov til at melde sig ind i OB og cyklede 11 kilometer ind til Odense. Her fra startede den karriere med fodbold, som toppede den 26. juni 1992, hvor Richard Møller Nielsen som dansk landstræner vandt Europamesterskabet med sit undertippede hold.

John "Faxe" Jensen scorer til 1-0 i EM-finalen 1992 Video: Patrik Strodl Petersen

Senere blev han kåret til World Manager of the Year 1992. Han fik ikke prisen som årets træner i Danmark det år.

Hvis det var englænderne, der var blevet europamestre, så kunne det være, det var blevet fejret på en anden måde, men sådan er det. Der er jo også noget, der hedder janteloven i Danmark

Richard Møller Nielsen

Scrapkælder fyldt med sølvtøj

Med et smil og et håndtryk byder Richard Møller Nielsen velkommen til villaen, der ligger med udsigt over Storebælt og den lokale marina i Kerteminde.

- Vi går i kælderen, siger han til hustruen Jonna.

Til højre for trappen over gelænderet er ti pokaler linet op. ’Årets sportsnavn 1995’ står der graveret i en af dem. Længere nede hænger en indrammet plakat: ’European Champions 1992-96’ og ’Intercontinental Champions 1995-97’

- Jeg har altid syntes, at det var pænt, når der var lidt sølvtøj her på holdbilledet, griner Richard Møller Nielsen.

Den næste væg bærer billeder fra hans tid som træner for OB, hvor det blev til to oprykninger, et mesterskab og en pokaltitel. Længere inde i rummet er det store spisebord flankeret af vægge prydet med billeder fra EM-triumfen i 1992 og Intercontinental-sejren i King Fahd Cup i 1995.

Baren med fadølshanen, den lille pølsevogn i hjørnet og det nedlagte poolbord, som læner sig op ad væggen i modsatte ende af rummet, vidner om, at det her er Ricardos værelse.

Richard, italienerne og saksesparket

Richard Møller Nielsen er af mange bedre kendt under tilnavnet Ricardo. Navnet stammer fra hans ungdom, hvor kammeraterne fandt på det.

- Da jeg var dreng, lavede italienerne saksespark, siger Ricardo, mens han viser saksebevægelsen ved at føre sine flade hænder hurtigt frem og tilbage forbi hinanden.

Han sidder nu ved bordet i kælderen, hvor formiddagssolen og refleksionen fra Storebælt skinner ind gennem den tredobbelte dør, som fører ud til en stor, åben terrasse.

- Det var kun italienerne, der gjorde det, og især Carlo Parola fra Juventus. Jeg kunne selv træne det ved at kaste bolden op i luften, så jeg lærte det hurtigt. Det lavede jeg faktisk som den eneste dengang, og så begyndte kammeraterne fra OB at kalde mig Ricardo, siger han og blotter tandsættet i et stort smil.

Jeg blev lokket til at træne en serie 3-klub, da en kunde i brugtvogns-forhandleren i Faaborg, hvor jeg arbejdede, kom og sagde, at de manglede en træner. Neeej, sagde jeg først. Men jeg har en talefejl - jeg har problemer med at sige nej. Jeg kunne ikke sige nej.

Richard Møller Nielsen

Fra lovende landsholdsspiller til fodboldinvalid

Da Richard Møller Nielsen var i starten af tyverne, havde han tilkæmpet sig en plads på OB’s bedste hold, og i sin første sæson var han med til at rykke op i den bedste danske række. Han blev anfører for OB og udtaget til det danske landshold. Han var ikke noget teknisk vidunder, men han var hurtig og fysisk stærk. Gymnastikundervisningen i skolen havde givet ham en god fysik, og den kom ham til gode. Som ’kontantforsvarsspiller’ beskriver han sig selv.

I 1961 spillede Richard Møller Nielsen sin anden landskamp. Det var på udebane mod Norge, og der var ifølge Ricardo selv repræsentanter fra den italienske storklub Inter på stadion for at kigge på ham.

- Jeg ville gerne have været til udlandet og spille dengang. Vi fik jo ikke en krone for det her hjemme, siger han.

I løbet af kampen mod Norge fik Ricardo en skade i sit ene knæ. Lægerne kunne ikke se, hvad der var galt, så han spillede videre og trænede nogle gange der efter, inden korsbåndet sprængte.

- Jeg gik og håbede på, at skidtet ville vokse sammen igen, så det gik først op for mig et par år efter, at det faktisk var helt slut med at spille fodbold, siger han.

Det var ikke muligt at sætte et nyt korsbånd i knæet dengang, som det er i dag.

- Det var lidt ekstra bittert at blive skadet i den kamp, når der var folk fra Inter for at kigge på mig, men så blev fodbold senere mit erhverv alligevel, og jeg har ikke nogen grund til at klage, siger Richard Møller Nielsen og kigger over på væggen, hvor et billede af ham selv med to store pokaler mellem armene fortæller historien.

Skolelærer blev forbillede

Tilbage i Ubberud i slutningen af 1940’erne gik Richard Møller Nielsen i skole hver anden dag. Han elskede skolen, og mest af alt frikvartererne, hvor drengene fik lov at spille fodbold, mens læreren sov til middag.

- Jeg havde en fantastisk skolelærer. Vi havde aldrig lektier for hjemme, fortæller Ricardo.

- Når vi spillede fodbold, kom lærer Skytte ud og klappede i hænderne og sagde: ’Nu skal vi ind, børn.’ Hvis vi spillede til ti og manglede et par mål, sagde han bare, at vi skulle skynde os at lave dem.

Under den sideskilning, som ligner sig selv, men er mere grå og fattigere på hår, end den var engang, kniber Ricardo øjnene sammen, mens han husker tilbage. Et smil sætter sig på ansigtet, mens han klapper i hænderne og fortæller om lærer Skytte:

- Med sin væremåde kan man godt sige, at lærer Skytte var et forbillede for mig.

Den tillid, som lærer Skytte viste drengene i skolegården, når frikvarteret egentlig burde være slut, har Richard Møller Nielsen taget med sig videre ud i sin trænerkarriere.

- Min filosofi er egentlig, at vi opnår det bedste med vores medmennesker ved at vise dem tillid, siger han og tænker tilbage på optakten til en landskamp mod Irland:

- Irland er jo kendt for deres firkløver, men jeg sagde til pressen før kampen, at vi også havde et firkløver, der ville få stor betydning for kampen. Det var jo nærmest en foræring til modstanderens træner at tale om taktikken før kampen, men i 19 ud af 20 tilfælde, hvor jeg har vist spillere den form for tillid, har de aldrig svigtet mig. Det viser, at det hjælper at vise spillerne den tillid, siger Ricardo, mens han løfter pegefingeren og stemmen.

Træner på grund af en talefejl og landstræner på afbud

Richard Møller Nielsen fik sit første trænerjob i serie 3-klubben Brobyværk IF i 1963.

- Jeg blev lokket til at træne en serie 3-klub, da en kunde i brugtvogns-forhandleren i Faaborg, hvor jeg arbejdede, kom og sagde, at de manglede en træner. Neeej, sagde jeg først. Men jeg har en talefejl - jeg har problemer med at sige nej. Jeg kunne ikke sige nej.

Året efter manglede OB en træner. Richard Møller Nielsen søgte jobbet og fik det. Efter han var stoppet i klubben som spiller, var de rykket ud af den bedste række, men i sin første sæson som træner, bragte han dem tilbage igen. Det samme skete, da han i 1975 efter trænerjobs i Esbjerg og Svendborg vendte tilbage til OB.

Men hvad var det, han kunne, som de andre trænere ikke kunne?

- Det ved jeg ikke. Jeg var der på det rigtige tidspunkt. Der var nogle gode spillere, siger han selv med professionel ydmyghed.

Endnu bedre spillere fik han lov at træne, da han blev ansat af Dansk Boldspil Union. Først som U21-landstræner og senere som assistenttræner for Sepp Piontek. I 1990 skulle Sepps afløser findes, og Richard Møller Nielsen endte med at få jobbet, fordi den ellers foretrukne tysker, Horst Wohlers, ikke kunne slippe fri af sin kontrakt med den tyske klub Bayer Uerdingen.

Mange danskere mente, at Ricardo ikke var den rigtige til jobbet, men han holdt fast i sine ideer, selvom de ikke altid var lige populære:

- Hvis man har sine ideer og mener, at de er de rigtige, så er det jo dumt ikke at holde fast i dem, siger han.

Han har da heller ikke noget imod, at andre kritiserer den måde, han gør tingene på:

- Fodbold er verdens mest populære spil. Og en af årsagerne er, at for at have forstand på fodbold, så behøver man hverken være i familie med Niels Bohr eller have gået på universitetet. Alle kan have deres meninger om fodbold.

Richard Møller Nielsen bruger begrebet mandagstrænere om alle dem, der om mandagen ved, hvordan det hele skulle have været gjort.

- Som fodboldtræner kan man bare ikke vente og høre, hvad alle mandagstrænerne siger. Der må man holde fast i de ideer, man har. Jeg har både været søndagstræner og elsker også at være mandagstræner, griner han.

Udenlandsk respekt, dansk jantelov

Søndagstræner var han for alvor, da han havde ansvaret for hele Danmarks fodboldlandshold.

- Da jeg havde været landstræner i et halvt år, stod mange frem og sagde, at de spillere, der var på holdet, skulle smides væk. Men som den ansvarlige må man holde fast på de spillere, man tror på, og vise dem tillid, siger han og banker en knyttet hånd forsigtigt i bordet for at understrege sin pointe.

Selvom han ikke vil kommentere på, hvorvidt han her hjemme har fået den anerkendelse, han har fortjent oven på EM-triumfen, så tøver han ikke med at sige, at han har opnået større respekt i udlandet, end han har i Danmark.

- Profeten er aldrig så agtet i sit eget fædreland, siger han og læner sig tilbage i stolen.

- Hvis det var englænderne, der var blevet europamestre, så kunne det være, det var blevet fejret på en anden måde, men sådan er det. Der er jo også noget, der hedder janteloven i Danmark.

Kim Vilfort scorer til 2-0 i EM-finalen 1992. Hutlihut, lyder det fra kommentator, Flemming Toft. Video: Patrik Strodl Petersen

Få uger efter sin død i 2014 blev Richard Møller Nielsen af Dansk Boldspil Union optaget i Fodboldens Hall of Fame.

EM 1992: Her er spillerne 25 år senere

  1. Peter Schmeichel

    Født 18. november 1963 (129 landskampe/1 mål).

    Den store målmand har aldrig forladt rampelyset efter EM-triumfen. 

    Han opnåede store resultater med Manchester United, blandt andet fem engelske mesterskaber og en Champions League-triumf, og han spillede senere for Sporting Lissabon, Aston Villa og Manchester City, hvor karrieren sluttede i 2003. 

    Schmeichel blev senere tv-vært på Viasats Champions League-udsendelser, og i dag bliver han fortsat brugt som fodboldekspert og blikfang i tv-reklamer. 

  2. John Sivebæk

    Født 25. oktober 1961 (87/1).

    Den stærke wingback skiftede efter EM fra franske Monaco til italienske Pescara, inden han tog hjem til Vejle. Karrieren sluttede i 1997 i AGF. 

    Efter karrierens afslutning begyndte John Sivebæk at arbejde som fodboldagent, et arbejde han fortsat har. Sivebæk stod blandt andet bag Thomas Gravesens skifte fra Everton til Real Madrid i 2005. 

  3. Kent Nielsen

    Født 28. december 1961 (54/3).

    Den stærke stopper indstillede karrieren på landsholdet efter EM, men fortsatte klubkarrieren i AGF frem til 1994. 

    Kent Nielsen blev senere træner og er i dag cheftræner for OB i Alka Superligaen. På cv'et står desuden klubber som AC Horsens, Brøndby og AaB. I 2014 førte Kent Nielsen AaB til "the double", DM-guld og sejr i den danske pokalturnering. 

  4. Lars Olsen

    Født 4. februar 1961 (84/4).

    Landsholdets anfører lavede efter EM et opsigtsvækkende skifte fra tyrkiske Trabzonspor til Seraing i den næstbedste belgiske række. Han var først med til at føre klubben til oprykning og dernæst en tredjeplads i den bedste række. Senere spillede han halvandet år for schweiziske Basel, inden turen i 1996 gik tilbage til Brøndby og et kort ophold i klubben.

    Efter karrierestoppet i 1996 havde Lars Olsen forskellige trænerroller i Brøndby, og senere blev han cheftræner i først Randers FC og dernæst OB. 

    Siden 2011 har Lars Olsen været landstræner for Færøerne. 

  5. Henrik Andersen

    Født 7. maj 1965 (30/2).

    Wingbacken, der måtte forlade EM i semifinalen med en uhyggelig knæskade, fortsatte karrieren i FC Köln frem til 1998. Tiden i den tyske klub blev dog præget af lange skadesperioder, og den dag i dag har Henrik Andersen fortsat problemer med sine knæ. 

    Efter karrierestoppet blev han fodboldagent, og i denne sæson har han arbejdet som talentspejder for den belgiske klub Anderlecht.

  6. Kim Christofte

    Født 24. august 1960 (19/1).

    Efter EM skiftede forsvarsspilleren fra Brøndby til FC Köln, og to år senere gik turen til Lierse. Christofte nåede dog aldrig at spille en betydende kamp for den belgiske klub. Året efter, i 1995, gjorde han kortvarigt comeback i dansk fodbold for barndomsklubben Ølstykke. 

    Senere gik Kim Christofte ind i it-branchen, og han forsøgte sig som lokalpolitiker og pokerspiller.

    I dag er han direktør i virksomheden Een til Een, der står bag Det Biologiske Hus, et hus bygget på skruepæle i stedet for beton og lavet af genanvendelige materialer. 

  7. John 'Faxe' Jensen

    Født 3. maj 1965 (69/4).

    John Jensen brugte EM som springbræt til at blive solgt fra Brøndby til den engelske storklub Arsenal. I 1996 vendte han hjem til Brøndby, inden han sluttede sin aktive karriere som spillende træner i Herfølge. 

    Her skabte "Faxe" et fodboldmirakel, da han i 2000 gjorde klubben til dansk mester. Året efter rykkede Herfølge imidlertid ud af den bedste række.

    Siden har John Jensen - ud over en rolle som tv-ekspert - været vidt omkring som cheftræner for Randers FC, assistenttræner for Michael Laudrup i Brøndby og Getafe og ligeledes en periode som assistent for engelske Blackburn. "Faxe" er i dag cheftræner for Fremad Amager i 1. division.

  8. Johnny Mølby

    Født 4. februar 1969 (16/0).

    Midtbanespilleren fik ikke spilletid ved EM, men kort efter slutrunden blev han solgt fra Vejle til tyske Borussia Mönchengladbach. Han kom senere til belgiske Mechelen, inden karrieren blev rundet af med ophold hos AaB, AGF og Kolding, hvor han stoppede som spillende assistenttræner ved udgangen af 2003.

    Johnny Mølby afløste derefter Richard Møller Nielsen som Koldings cheftræner. Senere blev Mølby assistenttræner i AGF og cheftræner i først AC Horsens og nu i Viborg. 

  9. Flemming Povlsen

    Født 3. december 1966 (62/21).

    Angriberen fra Borussia Dortmund måtte allerede i foråret 1995 indstille karrieren på topplan efter adskillige knæskader.

    Flemming Povlsen arbejdede senere sammen med Kent Nielsen om at udvikle talenter på Hessels Gods Fodboldkostskole, og han var sportsdirektør i FC Aarhus. Senere blev Flemming Povlsen assistenttræner i AC Horsens - med Kent Nielsen som cheftræner - Randers FC, Silkeborg og OB, og han var også angrebstræner i AGF. 

    Flemming Povlsen har i mange år desuden været en skarp og kritisk fodboldekspert på forskellige tv-kanaler. 

  10. Lars Elstrup

    Født 24. marts 1963 (34/13).

    OB-angriberen, der scorede det vigtige mål mod Frankrig ved EM, indstillede karrieren allerede året efter triumfen i Sverige.

    Lars Elstrup fortalte senere, at han havde følt sig udsat for et enormt pres under EM, og han søgte senere ind i en spirituel bevægelse.

    I januar 2000 forsøgte han at gøre comeback for OB, men blev ikke tilbudt en kontrakt.

    Lars Elstrup har også været centrum for en række kulørte episoder gennem årene. Sidste år løb han nøgen ind på banen under en kamp mellem Randers FC og Silkeborg i Alka Superligaen.

  11. Brian Laudrup

    Født 22. februar 1969 (82/21).

    En af landsholdets største stjerner blev få dage efter EM-finalen solgt fra tyske Bayern München til Fiorentina i Italien. Et år og en nedrykning senere kom han til storklubben AC Milan, men opholdet bød kun på begrænset personlig succes. 

    Brian Laudrup fandt sig selv igen i den skotske storklub Glasgow Rangers, hvor han var en uhyre populær figur i fire år. Herefter fulgte korte ophold i Chelsea og FC København, inden han i 1999 skiftede til Ajax. Her sluttede karrieren i maj 2000 på grund af en skade.

    To år forinden havde Brian Laudrup afsluttet sin karriere på landsholdet efter 2-3-nederlaget til Brasilien i kvartfinalen ved VM.

    Brian Laudrup, hvis soloaktioner skaffede landsholdet adskillige sejre, har i en del år fungeret som fodboldekspert på tv.

  12. Torben Piechnik

    Født 21. maj 1963 (15/0).

    Forsvarsspilleren, der blev stamspiller under EM, blev i september 1992 solgt fra FC København til Liverpool, men uden den helt store succes.

    To år senere blev Torben Piechnik hentet tilbage til Danmark af AGF, hvor han spillede frem til karrierestoppet i 1999.

    På landsholdet gled han langsomt ud af truppen, men han var dog med ved EM i 1996 og fik spilletid som indskifter i en enkelt kamp.

    Torben Piechnik er massør og driver i dag virksomheden Piechnik Massage.

  13. Henrik 'Store' Larsen

    Født 17. maj 1966 (39/5).

    Midtbanespilleren, der blev delt EM-topscorer med tre mål, havde det efterfølgende lidt svært i klubkarrieren. Henrik Larsen, der var ejet af italienske Pisa, blev lejet ud til både engelske Aston Villa og tyske Mannheim, inden han vendte hjem til Lyngby i dansk fodbold. Han sluttede karrieren i 1999 hos FC København.

    Som andre af EM-heltene blev Henrik Larsen senere træner, blandt andet for Færøernes landshold og Lyngby.

    Sidste år blev Henrik Larsen direktør i ACT. Global, der sælger rengøringsprodukter.

  14. Torben Frank

    Født 16. juni 1968 (5/0).

    Angriberen fra Lyngby var med i to kampe ved EM, men han fik ingen landskampe efter slutrunden i Sverige. 

    Det skyldtes ikke mindst, at han kort efter slutrunden pådrog sig en alvorlig knæskade under fysiske test i den franske klub Lyon, der hentede ham efter EM.

    Efter flere år uden kampe og en retlig strid med Lyon vendte han hjem til Danmark og spillede for Lyngby, Frem og Køge.

    Torben Frank fik senere arbejde som indkøber hos Coop.

  15. Bent Christensen

    Født 4. juni 1967 (26/8).

    Angriberen er muligvis den spiller fra EM-truppen, man forbinder mindst med triumfen i Sverige. Schalke 04-angriberen blev nemlig skadet i den anden kamp mod Sverige og rejste senere hjem.

    "Turbo-Bent" havde efter EM en omtumlet karriere i tysk, græsk, spansk og tyrkisk fodbold, inden han vendte hjem til Brøndby. Karrieren blev afsluttet i Brønshøj.

    Bent Christensen gik senere trænervejen, og han bestred forskellige trænerjobs i Brøndby, og senere var han U19-landstrænerjobbet for Danmark. Han er i dag tilbage i Brøndby, hvor han er talenttræner.

  16. Mogens Krogh

    Født 31. oktober 1963 (10/0).

    Brøndby-målmanden fortsatte som Peter Schmeichels trofaste reserve efter EM og spillede sin sidste landskamp i 1998.

    Mogens Krogh indstillede karrieren i 2002, hvorefter han arbejdede nogle år i Brøndby. 

    Han blev senere ansat i andre fodboldklubber, blandt andet i Hvidovre, hvor han blev gjort til direktør. Mogens Krogh var senest cheftræner for Næstved i den næstbedste række. Klubben fyrede ham i marts i år.

  17. Claus Christiansen

    Født 19. oktober 1967 (5/0).

    Forsvarsspilleren fra Lyngby blev skiftet ind både i semifinalen og finalen ved EM, og han lagde op til Kim Vilforts 2-0-scoring i finalen mod Tyskland.

    Claus Christiansen stoppede allerede karrieren som 28-årig i 1995 for at få en karriere i erhvervslivet.

    Claus Christiansen arbejdede først i marketingafdelingen hos tøj- og skoproducenten Nike, senere blev han ejer af en Matas, og i dag er han indehaver af en Intersport-forretning i Espergærde.

  18. Kim Vilfort

    Født 15. november 1962 (77/14).

    Brøndby-spilleren scorede det andet mål i EM-finalen mod Tyskland, og han fortsatte med at lave vigtige mål for Danmark i de efterfølgende år.

    Kim Vilfort spillede sin sidste landskamp i 1996, og to år senere indstillede den målfarlige midtbanespiller karrieren i Brøndby, hvor han opnåede legendestatus blandt fansene.

    Kim Vilfort har i mange år arbejdet med talenter i Brøndby, og han er i dag chef for klubbens Masterclass-afdeling.

  19. Peter Nielsen

    Født 3. juni 1968 (10/1).

    Lyngby-spilleren, der ikke fik spilletid ved EM, blev efter slutrunden solgt til tyske Borussia Mönchengladbach.

    Fem år senere skiftede midtbanespilleren til FC København, men i 1999 gik turen igen til Gladbach. I sommeren 2002 vendte Peter Nielsen igen tilbage til FCK, hvor han stoppede ved udgangen af 2003.

    Herefter blev han cheftræner for B93, og senere var han assistent for træner Ståle Solbakken i FCK.

    Sidste år blev Peter Nielsen assistenttræner for John "Faxe" Jensen i Fremad Amager.

  20. Morten Bruun

    Født 28. juni 1965 (11/0).

    Silkeborg-spilleren kom ikke på banen under EM og fik heller ikke flere landskampe i karrieren.

    I 1994 var midtbanespilleren med til at sikre Silkeborg klubbens første DM-guld, og syv år senere indstillede han karrieren.

    Herefter blev Morten Bruun kortvarigt cheftræner og senere pressechef i Silkeborg. Den journalistuddannede jyde var senere cheftræner for Sønderjyske.

    Morten Bruun har i mange år været fodboldekspert på forskellige tv-stationer. 

  21. Træner: Richard Møller Nielsen

    Født 19. august 1937, død 13. februar 2014.

    Træneren bag det danske EM-guld fortsatte som landstræner for Danmark frem til 1996.

    I 1995 førte han Danmark til mere sølvtøj, da Danmark vandt 2-0 over Argentina i King Fahd Cup, der i dag kendes som Confederations Cup.

    Richard Møller Nielsen sluttede af med EM i England i 1996, hvor Danmark røg ud efter gruppespillet.

    Herefter blev han landstræner for først Finland og siden Israel, inden han sluttede sin karriere af med et ophold hos Kolding.

    Richard Møller Nielsen døde i 2014.

Kilde: Ritzau