Kæmpe handel: United og Everton enige om pris for stjerneangriber

Angriberen mangler blot at forhandle sine personlige vilkår og gennemgå lægetjek, før han er United-spiller.

Everton-angriberen Romelu Lukaku kan sandsynligvis snart gå på måljagt for Manchester United.

Den engelske storklub oplyser lørdag morgen, at den er nået til enighed med Everton om et køb af den 24-årige belgier.

Lukaku mangler blot at forhandle sine personlige vilkår med United og gennemgå et lægetjek.

Ifølge BBC, Sky Sports og en række andre britiske medier skulle prisen ligge på omkring 75 millioner engelske pund - svarende til 635 millioner kroner. Det beløb er dog ikke bekræftet fra officielt hold.

Lukaku blev i sidste sæson nummer to på topscorerlisten i Premier League med 25 mål for Everton. Kun Tottenhams Harry Kane lavede med 29 scoringer flere mål end Lukaku i den engelske liga.

I sin nye klub bliver den fysisk stærke belgier genforenet med José Mourinho, der er manager i United.

I 2013/14-sæsonen var Lukaku på kontrakt i Chelsea, der havde Mourinho som manager. Dengang kunne portugiseren dog ikke finde plads i angrebet til lørdagens nyindkøb.

I stedet blev Romelu Lukaku udlejet til Everton, og i sommeren 2014 blev belgieren solgt til Liverpool-klubben.

Forud for den kommende sæson har Manchester United taget afsked med den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic, der bidrog med 17 scoringer i Premier League.