EM fodbold

Landsholdstalent bytter Brøndby ud med svensk mesterklub

Endnu en dansk landsholdsspiller slutter sig til kolonien i den svenske mesterklub, Linköpings FC.

Årets talent i dansk fodbold, Nicoline Sørensen, forlader Brøndby. Hun fortsætter karrieren i svenske Linköpings, der er regerende mester i Damallsvenskaen.

I Linköpings kommer Nicoline Sørensen til at spille sammen med de EM-aktuelle landsholdskollegaer Janni Arnth og Maja Kildemoes. Derudover er korsbåndsskadede Johanna Rasmussen også på kontrakt i den svenske storklub.

- Jeg glæder mig helt vildt til at blive en del af holdet. For mig handler det om at komme derop og gøre en forskel og etablere mig på et hold, der allerede er stærkt, siger Nicoline Sørensen ifølge DBU.

Nicoline Sørensen har fået sit store gennembrud i løbet af det seneste år. Den offensive profil debuterede på landsholdet i oktober 2016, og siden da har hun været en fast del af Nils Nielsens udvalgte.

Det offensive talent scorede sit første mål i nationaldragten ved den prestigefyldte Algarve Cup, da Danmark besejrede EM-deltageren Rusland med hele 6-1.

Efter at være blevet kåret til årets kvindelige talent i foråret har Nicoline Sørensen også fået spilletid i de seneste EM-testkampe mod England og Østrig. Lige nu er hun med landsholdet i Holland, der er i gang med de sidste forberedelser inden EM-premieren mod Belgien søndag aften.

Med skiftet til Linköpings føjer Sørensen sit navn til listen over landsholdsspillere, der er skiftet væk fra Brøndby i 2017. I løbet af det seneste halve år har Theresa Nielsen, Mie Jans, Katrine Veje  og Simone Boye også forladt de blå-gule. Derudover har landsholdsbejleren Rikke Sevecke også meddelt, at hun skal spille collegefodbold i USA i efteråret.

- At så mange spillere har forladt Brøndby på det seneste er bare et kæmpe cadeau til Brøndby. Klubben har gjort så meget for at udvikle os spillere, siger 19-årige Nicoline Sørensen, som har skrevet under på en 2,5 år lang kontrakt.

Før udlandseventyret i Linköpings skal Nicoline Sørensen som nævnt spille EM i Holland. Slutrunden vises på TV 2, TV 2 SPORT samt DR1 og DR3. Find hele sendeplanen her.