EM fodbold

Danmark brændte kæmpechancer og tabte - men kvartfinalehåb lever

Det danske kvindelandshold tabte sin anden EM-kamp til de hollandske værter.

Se Danmarks skæbnekamp søndag på TV 2 og TV 2 PLAY

Holland levede op til favoritværdigheden hjemme i Rotterdam, hvor Danmark blev besejret med 1-0.

Nanna Christiansen begik straffespark efter knap 20 minutter, som blev udnyttet af Sherida Spitse. Danmark spillede sig ellers frem til et hav af store muligheder, men blev alle brændt.

Danmark vadede i chancer, men endte med at tabe EM-kampen mod Holland med 1-0. Video: Bo Bentsen

- Det var en super anden halvleg. Lige nu er jeg lidt skuffet over, vi ikke får puttet den ind, for vi har virkelig chancerne til det i anden halvleg. Det er rigtig surt, vi ikke får en uafgjort, siger Simone Boye til TV 2 SPORT.

Trods nederlaget har Danmark stadig gode kort på hånden i forhold til at nå EM-kvartfinalen. I sidste gruppekamp mod Norge på mandag kan uafgjort vise sig at være nok, såfremt Belgien ikke slår de hollandske favoritter.

Kampen kan ses på TV 2 klokken 20:45.

Sådan forløb kampen

Danmark blev straks fra start sat under et voldsomt og vedvarende pres af de hollandske værter.

Der havde allerede været optræk til adskillige hollandske mål, da Danielle van de Donk efter små 20 minutter blev klippet af Nanna Christiansen i straffesparksfeltet.

Sherida Spitse gjorde det til 1-0 på det efterfølgende straffespark. Stina Lykke i det danske mål kastede sig ned til den rigtige side, men kunne ikke fange bolden ude ved stolpen.

Det så nu mere eller mindre umuligt ud, for hollænderne virkede hurtigere, mere boldsikre og ovenpå. Oveni havde værterne et fyldt stadion med mere end 10.000 tilskuere i ryggen.

Selv om Danmark fortsat blev presset i bund, så opstod der kort efter den hollandske 1-0-føring en uventet og temmelig stor chance til Pernille Harder.

En hollandsk forsvarsfejl betød, at Danmarks største profil pludselig var alene igennem med værternes keeper Sari van Veenendaal. Men Harders skudforsøg mod hjørnet blev vippet til hjørnespark.

Den næste store danske chance kom godt fem minutter efter pausen, da matchvinderen fra 1-0-sejren over Belgien, Sanne Troelsgaard, blev spillet fri af Pernille Harder på en vellykket dansk kontra.

Alene igennem med Hollands målmand skød Troelsgaard resolut. Med lidt mere betænkningstid og en ekstra berøring var bolden måske havnet i netmaskerne - i stedet endte bolden et par meter over mål.

En ny mulighed opstod kort efter på endnu et godt dansk kontraangreb, hvor Harder til sidst lidt uselvisk spillede Nadia Nadim. En hollænder kom i vejen, men angrebet fortsatte, og Troelsgaard brændte igen en god chance.

Sanne Troelsgaard savnede i den grad kvalitet i sine afslutninger, og med et kvarter igen blev hun på ny prikket helt fri. Denne gang måtte det da lykkes. Men den hollandske målmand fik blokeret danskerens skud.

Kampen var i den grad i live, og de mange hollandske fans kunne bestemt ikke føle sig sikre på den sejr, der var udsigt til før pausen.

Flere tilskuere troede, at afgørelsen kom små ti minutter før slutfløjt, da målscorer Sherida Spitse dundrede et frispark lige forbi det danske mål.

Da kampen gik i overtid fik Nadia Nadim en sidste chance for at bringe Danmark på måltavlen. Nadim nåede højest til et frispark, men pandede bolden lige på den hollandske keeper.