EM fodbold

Nik og Jay, 'Dyt i bamsen' og lidt svensk: Det hører landsholdet inden kamp

Musik er en vigtig del i det danske omklædningsrum. Derfor bidrager de fleste spillere til en musikliste, som bliver afspillet inden hver eneste kamp.

MØ, Rollo & King, Scarlett Pleasure, Nik & Jay.

Det er en bred vifte af musikgenrer, der fylder i det danske omklædningsrum i minutterne før kamp. Det er målvogter, Stina Lykke, der op til EM-slutrunden i Holland har stået for indsamling af ønsker til spillelisten.

- Det er vigtigt med god stemning inden kamp. Jeg har hygget mig med at gå og finde sange og blive inspireret af ønskerne, siger hun.

Giver et ekstra smil

Der ligger en klar plan i det tidsrum, hvor spillerne ankommer til stadion, og til de skal spille kamp. Når de ankommer, har holdets fysioterapeut, Rikke Holm Brink, sat sin egen musikspilleliste på, og det er typisk en god omgang Rasmus Seebach.

- Herefter går vi alle sammen ud og mærker banen, og derefter er jeg en af de første, som er tilbage i omklædningsrummet og klar til at sætte vores musikliste på, fortæller Stina Lykke.

Listen består af seksogtyve numre, som er bestemt af spillerne. Ikke alle kommer med ønsker, nogle kommer med flere.

- Nogle er mere aggressive end andre, fortæller Stina, og en af de spillere er Line S., der synes, musik i omklædningsrummet er meget vigtigt.

Theresa Nielsen og jeg havde en fight om, hvilke sange, vi synes, der skulle på

Line S. Jensen, Landsholdsspiller

- Det giver et ekstra smil. Man godt være lidt nervøs, og adrenalinen begynder at pumpe, og man ved ikke lige, hvor man skal gøre af sig selv. Men når er nogle sange, man kan læne sig lidt op ad og samtidig synge med på, så kan man slappe lidt mere af, fortæller Line S. Jensen.

Musikformand, Stina, har selv ønsket 'Symphony' med Clean Bandit feat. Zara Larsson, og så var der to sange, som hun ikke kunne komme uden om til årets spilleliste. Landsholdets EM-slagsang 'Røde Strømper' med Molly Thornhill og så sommerens helt store hit 'Despacito' var selvskrevne.  

Dyt i bamsen

Theresa Nielsen og Line S. Jensen er de mest ivrige musik-ønskere på landsholdet, mens Pernille Harder også melder sig ind i kampen.

- Theresa Nielsen og jeg havde en fight om, hvilke sange, vi synes, der skulle på, siger Line S. Jensen.

Theresa Nielsen har blandt andet ønsket Shawn Mendes, men også Nik & Jay ligger hendes hjerte nært.

Dem der spiller eller har spillet i Sverige har den mærkeligste musiksmag.

Line S. Jensen, Landssoldsspiller

Line S. Jensen derimod har nogle lidt anderledes ønsker.

- Jeg har ønsket Dyt i bamsen med Rollo & King.

- Det fede, ved den sang, er, at alle kan synge med på den, så den giver en fantastisk stemning i omklædningsrummet, inden man går ud, siger hun.

Line S. Jensen havde også sendt et ønske om Drengene fra Angora med 'Blind Date' af sted, men den kunne Stina Lykke ikke lige få plads til.

Katrine Veje har David Guetta feat. Jusin Bieber med '2U' som nummer et og 'Glorious' med Macklemore som nummer to, mens både Simone Boye og Sofie Junge er vilde med MØ. 

Svensk præg

Bopæl og klubfodbold har også betydning for spillelisten. Spillere med en eller anden form for tilknytning til Sverige sætter deres præg på musiklisten.

Pernille Harder, der har spillet fire år i Linköping, har ønsket 'Kalibrera' med Kaliffa og 'Jag trodde änglarna fanns' med Kamferdrops, som er sange på svensk. Anføreren har også ønsket 'Dolce Vita' med Ryan Paris og 'City Lights' med Blanche. 

- Dem der spiller eller har spillet i Sverige har den mærkeligste musiksmag. De har altid et eller andet svensk på listen, som man ikke rigtig har hørt, siger Line S. Jensen.

Men det vigtigste er, uden tvivl, at der er god stemning inden kamp, og det kan en god musikspilleliste være med til at opfylde.

- Når man er sammen med de samme piger i lang tid, så kan man godt have lidt grin i omklædningsrummet. Folk kommer lige lidt højere op med god musik, siger Line S. Jensen.   

Her kan du se landsholdets musikplayliste:

  • Despacito - Luis Fonsi & Daddy Yankee
  • Røde Strømper - Molly Thornhill
  • Call on Me - Starley 
  • Symphony - Clran Bandit feat. Zara Larsson
  • Feel this Moment - Pitbull
  • Show Me - Loud Luxury feat. Nikki's Wives
  • 2U - David Guetta feat. Justin Bieber
  • Jag trodde änglarna fanns - Kamferdrops
  • Final Song - MØ
  • Limbo - Scarlet Pleasue
  • Dyt i Bamsen - Rollo & King
  • There's nothing holding me back - Shawn Mendes
  • Barcelona - Ed Sheeran
  • Vi vandt i dag - Nik & Jay
  • Up & Down - Vengaboys
  • Glorious - Macklemore 
  • Dolce Vita - Ryan Paris
  • Kalibrera - Kaliffen
  • No Vacancy - OneRepublic
  • Young, Wild and Free - SnoopDog & Wiz Khalifa
  • City Lights - Blanche
  • Tuesday - Burak Yeter
  • Kamikaze - MØ
  • Hum with me - John De Sohn
  • Hey Mamma - Sunstroke Project