EM fodbold

Norsk EM-fiasko hjælper Danmark

Norge tabte sin anden kamp ved EM til Belgien og er tæt på at have udspillet sin rolle i turneringen.

Se Danmark-Holland på TV 2 og TV 2 PLAY kl. 20:45

Belgien kom tilbage på sporet efter åbningsnederlaget til Danmark ved EM.

Norge blev nemlig overraskende besejret med 2-0, hvormed nordmændene nu står noteret for nul point efter to kampe. Belgiens mål blev scoret af Janice Cayman og Elke Van Gorp.

De norske favoritter blev ramt af problemer allerede før kampstart, da forsvarsspilleren Maria Thorisdottir blev skadet under opvarmningen.

Det skulle vise sig at være et lille forvarsel om, hvad der var i vente for nordmændene i en chancerig forestilling i Breda. Målene lod dog vente på sig til anden halvleg.

Belgien slog til første gang efter en times spil, da bolden blev slået skråt frem i det norske straffesparksfelt, hvor Tessa Wullaert fik headet på mål.

Norges målmand Ingrid Hjelmseth fik kun blokeret, og så kunne Elke van Gorp sparke bolden i mål.

Den belgiske målscorer så dog ud til at befinde sig i en klar offsideposition.

Kort efter fordoblede Belgien føringen til 2-0, da et indkast fik lov til at passere ind foran det norske mål, hvor Janice Cayman fik hovedet på. Igen så Hjelmseth i det norske mål ikke for godt ud.

Gave til Danmark

Den belgiske sejr betyder, at Danmark har særdeles gode kort på hånden i forhold til at nå frem til kvartfinalen.

En sejr over de hollandske EM-værter i aftenens kamp vil med sikkerhed sende Danmark videre, men selv hvis det bliver det nederlag, kan Danmark formentlig selv afgøre det i den sidste kamp mod Norge. Et enkelt point kan sågar vise sig at række.

- Det betyder, at de har en chance mere, og det kan give ro fra starten. Der kommer et tryk, som de skal ind og modstå, og har man den her viden om, at det ikke behøver være afgørende i aften, kan det tage lidt af nerverne, siger TV 2 SPORT's ekspert Malene Marquard.

Danmark møder Holland klokken 20:45, og kampen kan ses på TV 2.