EM fodbold

Karakterbogen: To danskere faldt igennem mens andre viste topklasse

Danmark tabte torsdag aften til de hollandske EM-værter. I en kamp hvor Danmark først formåede at stemple ind i 2. halvleg.

- Samlet set så ville det være fuld fortjent med dansk udligning og dansk sejr.

Sådan lyder konklusionen fra TV 2 SPORTs fodboldekspert Danny Jung ovenpå nederlaget på 1-0 til Holland torsdag aften.

En kamp med to vidt forskellige halvlege, men hvor Danmark samlet set var farligere end hollænderne.

- Helt objektivt skaber Danmark flere chancer end Holland. Vi skaber fem store chancer, mens Holland har halvanden i hele kampen.

Nye spillere med flot indhop

Nils Nielsen havde op til kampen et pulsespil, der skulle gå op i forsvaret. Generalen Janni Arnth pådrog sig nemlig en skade i kampen mod Belgien og er ude af EM. Men Danny Jung er meget imponeret over de beslutninger, som landstræneren valgte at træffe defensivt.  

Stina Lykke – 3

Hun havde ikke så meget at lave. Selvom Danmark var presset, så kom Holland ikke frem til særlig mange chancer. Hun tøvede lidt ved indlægget tæt på målet.

Theresa Nielsen – 3

God defensiv præstation af Theresa. Men hun sjusker stadig med bolden og laver nogle dumme boldtab farlige steder på banen. Hun var meget bedre defensivt end i kampen mod Belgien.

KARAKTERSKALAEN

KARAKTERSKALAEN

6 - HØJ KLASSE

5 - KLASSE

4 - OVER MIDDEL

3 - MIDDEL

2 - UNDER MIDDEL

1 - IKKE SÅ GODT

0 - DUMPET

Simone Boye – 4

Hun spiller en god kamp. I første halvleg er hun meget solid defensivt - undtagen i situationen omkring straffesparket. I anden halvleg bygger hun på og tør tage bolden med frem offensivt.

Mie Leth Jans – 5

Hun holder de stærke hollandske angribere nede på et acceptabelt niveau, og det er altså ikke bare lige at gøre det. Hun formår at få lukket Miedema rigtig godt ned, og hun er altså en international stjerne.  

Cecilie Sandvej – 5

Hun får løst den utrolige svære opgave det er at spille overfor Van den Sanden rigtig flot. Gennem hele kampen har hun okay styr på verdensklasseangriberen, der også ender med at blive skiftet ud. 2. halvleg var endnu bedre end den første. Hun er bestemt en løsning, man skal tænke over i fremtiden og også ved slutrunden.

Sanne Troelsgaard – 3

Hun gør en rigtig godt defensiv præstation i 1. halvleg, men offensivt er hun helt usynlig. I anden halvleg kommer hun frem til rigtig mange store, flotte chancer, men hun brænder, og det trækker ned.

Line S. Jensen – 3

Hun leverer en imponerende defensiv indsats. Men tilsvarende var hun ikke særlig god med bolden, og det var der altså stor brug for på den danske midtbane.  

Nanna Christiansen – 2

Hun var på banen for at få skabt noget konsistens i opbygningsspillet, og når Danmark var boldbesiddende. Men hun havde alt for mange boldtab og tog forkerte beslutninger. Defensivt fylder hun ikke så meget, også illustreret ved straffesparket.  

Katrine Veje – 2

Hun havde egentlig nogle fine touch på bolden, som altid. Men hun var usynlig i første halvleg, og i anden halvleg så man hende stort set heller ikke.

Pernille Harder – 5

Primært baseret på anden halvleg. Men fordi holdet var ret presset i første halvleg, og det mest handlede om at forsvare, får hun den karakter. Hun leverer en international indsats i anden halvleg. Hun er ene kvinde om at sætte det hele op. Meget imponerende - defensivt såvel som offensivt.

Nadia Nadim – 3

Der var fremgang fra kampen mod Belgien. Men hun er stadig ikke på topniveau. ’Nadi på toppen’ havde headet den sidste chance ind. Hun er der ikke helt endnu.

Maja Kildemoes – 3

Hun gør et okay indhop med rigtig god fysik, men et dumt og ærgerligt gult kort trækker ned.

Stine Larsen – 3

Hun bringer en masse energi og hjælper til med at holde presset på hollænderne. Hun er ikke den fødte kant, men prøver så godt hun kan på at udfylde hendes rolle.

Nils Nielsen – 4

Ros for at mod til at prøve nye kræfter, mest med Cecilie Sandvej på venstre backen. Derudover skal hans evne til at få vendt det i pausen også nævnes.  

Danmark spiller den sidste og afgørende gruppekamp mod Norge. Det er på mandag kl. 20.45, og du kan se den på TV 2 fra kl. 20.35.