Fodbold

Eriksen føler, der er noget 'specielt' på vej: - Tottenham er i en heldig situation

Tottenham har endnu ikke købt nye spillere forud for den kommende sæson i Premier League. Og det er helt forståeligt ifølge Christian Eriksen.

Tottenhams danske midtbanespiller, Christian Eriksen, mener ikke, at det er nødvendigt for klubben at købe nye spillere for at konkurrere om det engelske mesterskab.

- Jeg tror ikke, at man er nødt til at bruge penge for at vinde noget, siger den 25-årige dansker ifølge AFP.

- Tottenham er i en heldig situation. Vi føler, at der er noget specielt på vej.

- Det er kun (Kyle, red.) Walker, der har forladt vores hold, og vi ved, hvad vi gjorde i sidste sæson, så jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle være i stand til forhåbentligt at gøre det endnu bedre i denne sæson.

Forsvarsspilleren Kyle Walker skiftede i sommerens transfervindue til Manchester City fra Tottenham. Og mens Tottenhams konkurrenter til Premier League-titlen har brugt hundredvis af millioner på nye spillere, så er der endnu ingen nye ansigter i Tottenham.

Men danskeren har koldt vand i blodet og mener ikke, at det er nødvendigt at købe dyre spillere.

- Det er åbenbart en engelsk ting, at man skal bruge penge for at vinde noget, siger Eriksen.

Tottenham sluttede som nummer to i Premier League i den seneste sæson, og danskeren ser lyst på den kommende sæson for London-klubben. 

- Holdet er meget ungt og alle har en lang kontrakt. Ingen er nødsaget til at skifte klub, for de er glade for at være i klubben, siger han.

- Alle ved, at vi har været tæt på (at vinde mesterskabet, red.) de seneste to sæsoner, så der er noget under opsejling.

Christian Eriksen kom til Tottenham fra Ajax i 2013. Han har spillet 179 kampe for klubben, lavet 42 mål og leveret 56 målgivende afleveringer. Tottenham er i disse dage på træningstur i USA forud for den kommende sæson.