Klubløs EM-spiller er helt rolig: - Jeg har tilbud på hånden
Sofie Junge har kontraktudløb med FC Rosengård denne sommer. P.t. står hun uden en klub, når sæsonen går i gang, men det skal nok komme, mener hun.
Sofie Junge er i disse uger en del af den danske EM-lejr i Holland. Men når slutrunden er forbi, har den danske midtbanespiller ikke en klub at rejse hjem til. Alligevel er hun helt rolig.
- Der er ikke noget på plads endnu, men jeg er ikke bange for, at jeg kommer til at stå uden kontrakt, siger hun.
- Jeg har nogle tilbud på hånden, også nogle der lyder interessante.
Lige nu lægger hun alle sine kræfter i landsholdslejren, så derfor kommer der først noget endeligt på plads, når hun kommer hjem og får kigget tingene i gennem.
Kommer ikke hjem til Danmark
Junge skiftede i sommeren 2015 anførerrollen i Fortuna Hjørring ud med en tilværelse i den svenske storklub, FC Rosengård, og et af de få krav, hun har til den nye klub, er, at den skal være i udlandet.
- Jeg er helt sikker på, jeg bliver ude. Jeg synes, det er lærerigt og sjovt at være ude, og jeg får nogle andre oplevelser, som er mere brugbare.
Sofie Junge har, før hun kom til Fortuna Hjørring, spillet i Skovbakken, og hun lægger da heller ikke skjul på, at flere danske klubber har taget kontakt til hendes agent.
- Jeg har flere tilbud fra danske klubber, men jeg vil blive ude. Jeg synes, jeg har været i Danmark. Jeg spillede seks år som senior, og det var jeg glad for, siger hun.
Vil væk fra Sverige
Sofie Junge, der har 43 landskampe på cv’et, har altså været i Sverige i to sæsoner. Men hendes ophold blev ikke helt, som hun kunne have håbet på. I januar sidste år blev hun ramt af en slem hjernerystelse, der holdt hende ude i næsten et år.
- Jeg vil ikke blive i Sverige. Jeg tror, det er godt for mig med et sceneskift. Jeg bliver mindet om, hvad jeg har været igennem, og hvor uheldig jeg har været.
Junge er heldigvis kommet sig og er igen fit for fight. Hun har ikke fået meget spilletid for Malmö-klubben i foråret, men fik landsholdscomeback i venskabskampen mod England i juni.
Danskerne ser frem til at prøve nye udfordringer, som endnu ikke er helt på plads.
- Jeg har været glad og stolt over at være i Rosengård. Men det minder mig også om en hård tid i mit liv, siger Sofie Junge.