EM-træner: Norge vil prøve at æde os som var vi småkager
Nils Nielsen mener, at de danske spillere kan sammenlignes småkager, som skulle være en populær spise i Norge.
Danmarks kvindelandstræner Nils Nielsen er en mand med humor.
Det fik han endnu en gang demonstreret på et pressemøde dagen før skæbnekampen mod Norge ved EM i Holland.
Foran de fremmødte medier fik han på engelsk sammenlignet de danske landsholdsspillere med småkager og endte til sidst med at tale om dansk bacon.
- Hvis spillerne tænker på andet end Norge, så vil nordmændene æde os. De kan godt lide små danske ting i Norge.
- Vi har noget, der hedder danske småkager, og de er populære i Norge. Vi kan ikke give dem sådan noget. Det er ligesom med bacon i England. I England elsker de dansk bacon, sagde Nils Nielsen.
Spørgsmålet, som landstræneren fik stillet, handlede om, hvorvidt han sideløbende med Danmarks opgør mod Norge ville følge med i gruppens anden kamp mellem Holland og Belgien. Og det ville han.
Alle fire hold i gruppe A har en chance for at indløse billet til kvartfinalerne - alt afhængigt af udfaldet af mandagens to kampe.
Danmark skal enten vinde eller spille uafgjort mod Norge - men det kan alligevel vise sig ikke at være nok til en kvartfinaleplads - udfaldet af Holland-Belgien bliver afgørende.
Mens de danske spillere vil få ordrer fra sidelinjen, så vil Nils Nielsen have et øre på stillingen i den anden kamp.
- Det vil jeg. Hvis vi er bagud 0-3, så gør det ikke så meget. Men skal vi frem og score et ekstra mål, så vil jeg fortælle mine spillere det, lød det fra landstræneren.
Nils Nielsen forventer samtidig, at Norge vil komme farende som et "såret dyr" i mandagens nordiske EM-brag efter norske nederlag til Holland og Belgien i de første gruppekampe.
Den danske matchvinder i 1-0-sejren over Belgien, Sanne Troelsgaard, og Line Sigvardsen Jensen deltog også i søndagens pressemøde.
Troelsgaard brændte en hel del chancer i torsdagens 0-1-nederlag til Holland. Hun har derfor bedt om lidt personlig skudtræning frem mod opgøret mod Norge, og det har måske hjulpet.
- Det gik meget godt. Jeg har også set alle mine missede chancer på video. Næste gang jeg er foran mål, så scorer jeg helt sikkert, lyder det fra Troelsgaard.
Forsvarsspilleren Mie Leth Jans er skadet og ikke aktuel til mandagens skæbnekamp.
Holland topper lige nu gruppen med seks point foran Danmark og Belgien med hver tre point. Norge har nul. De to bedste hold fortsætter videre til kvartfinalerne.