EM fodbold

Danmarks matchvinder mod Norge: - Det er overdrevet lækkert

På mål af Katrine Veje spillede Danmark sig videre til kvartfinalen i EM.

Danmark er i kvartfinalen ved EM i Holland. Det står klart efter sejren på 1-0 over Norge.

Det danske mål blev sat ind af Katrine Veje i første halvleg, da hun med venstrefoden bankede bolden ind efter oplæg af Pernille Harder.

Danskerne kunne ikke selv styre deres EM-skæbne, men nu hvor kvartfinalepladsen er i hus, er tilfredsheden at føle.

- Det er overdrevet lækkert. Det er, hvad vi drømte om, og nu står vi der. Det er lækkert, det er det, siger Katrine Veje til TV 2 SPORT.

Det var ikke kun hendes medspillere, der var glade for scoringen. For Katrine Veje selv betyder den rigtig meget - hun har nemlig fået en smule kritik for manglende mål, og det fik hun altså svaret igen på.

- Jeg scorede mod Østrig (sidste testkamp inden EM, red.) og får endelig gjort det igen. Hvilket tidspunkt at gøre det på. Det er jeg tilfreds med. Det var en sindssyg god bold af Harder, så det er jeg glad for.

Modstanderen i kvartfinalen er ikke fundet endnu, men det bliver højst sandsynligt enten Sverige eller Tyskland, og her ved Katrine Veje godt, hvem hun helst vil stå over for.

- Jeg vil gerne møde Sverige.

- Nu skal vi hjem og restituere lidt og snakke kampen igennem. Så må vi se, hvem det bliver, og så må vi forberede os godt på det. Ligesom vi havde forberedt os godt på Norge.