EM fodbold

Var landstrænervikar i 24 timer - kom til at sige ja til kage

De danske EM-spillere har restitueret og holdt fri efter den sidste gruppekamp mod Norge. Tirsdag aften blev kvartfinalen fejret med kage.

Se EM i fodbold på TV 2 PLAY.

Landstræner Nils Nielsen er igen på vej tilbage til landsholdslejren i Holland, efter at han måtte forlade den tirsdag middag, da der var opstået en akut situation af personlig, familiær karakter.

I hans fravær har assistenttræner Lene Terp haft styringen, og hun fortæller, at det har været et stille og roligt døgn, men hvor spillerne har fået hende til at træffe store beslutninger.

- Det har været et helt normalt døgn i lejren, hvor alle har haft forskellige opgaver, som skulle passes. Et af de helt store spørgsmål, jeg skulle svare på, var, om der måtte spises kage efter aftensmaden i går. Og som vikar kom jeg til at sige ja, siger Lene Terp til TV 2 SPORT.

- Det var en restitutionsdag i forvejen, og vi skulle finde ud af, hvem vi skulle møde (i kvartfinalen, red.). Det har vi fået på plads nu, og så vil vi analysere tyskerne. Så det har sådan set ikke ændret på, hvad vi plejer at lave. Så skal analysen gerne være klar, når han (Nils Nielsen, red.) er tilbage.

Og beslutningen med kage om aftenen er spillerne godt tilfredse med. Målmand Stina Lykke har i hvert fald ikke noget at sætte på Lone Terps vikariat.

- Jeg synes, at hun har gjort det fint som vikar. Vi skulle se nogle kampe i går, og der fik vi pænt besked på at være tilbage og se de to kampe, og det, synes jeg, var fint, siger Stina Lykke.

- Så var der hygge inde i rummet og en forsinket fødselsdagskage fra i går.

De danske fodboldkvinders næste kamp er lørdag aften, hvor europamestrene fra Tyskland venter i kvartfinalen. Der er kampstart kl. 20:45.