EM fodbold

Landstræner tilbage i EM-lejren: - Hvis jeg var blevet, havde det måske forstyrret

Landstræner Nils Nielsen er glad for at have været hjemme i Danmark for at ordne en "akut situation" og ser nu frem mod EM-kvartfinalen.

Se EM i fodbold på TV 2 PLAY.

Det kom som en stor overraskelse for mange inklusiv de danske spillere, da landstræner Nils Nielsen tirsdag måtte forlade EM-lejren i Holland for at tage sig af et familiært anliggende i Danmark.

Men torsdag formiddag var han tilbage på træningsbanen lidt uden for Arnhem. Den personlige sag er blevet ordnet, og han kan igen fokusere fuldt ud på kvindelandsholdet og den kommende kvartfinale mod Tyskland.

- Det er dejligt at være her igen. Vi havde en dejlig aften, da vi havde spillet mod Norge. Så tog jeg af sted tidlig morgen. Det var jeg nødt til. Så er jeg tilbage nu, og heldigvis er alle glade og klar til den store opgave, der venter på lørdag, siger Nils Nielsen til TV 2 SPORT.

Han indrømmer, at den "akutte situation" sagtens kunne have generet de vigtige forberedelser frem mod kvartfinalen. Derfor var han nødsaget til at rejse hjem.

- Der var nogle ting, jeg tog hjem for at ordne. Dem har jeg ordnet, og nu kan jeg koncentrere mig 100 procent om fodbold. Hvis jeg var blevet, havde det måske forstyrret. Nu kommer det ikke til at forstyrre, og derfor var jeg rigtig glad for, at jeg kunne få den mulighed. Det har spillerne og staben klaret fremragende, siger landstræneren.

- Det er også sådan med den arbejdsfordeling, vi har, at tyngden i det, jeg skal lave, kommer frem mod kampene, og så er det dem (resten af trænerteamet, red.), der har været ude at se modstanderne, som primært skal byde ind her. Der har jeg været med telefonisk hjemmefra.

Hvad bliver opgaven nu frem mod kvartfinalen?

- Det bliver at slå dem 1-0, siger Nils Nielsen efterfulgt af et stort smil, inden han fortsætter:

- Hvis vi skal videre, skal vi slå dem, men det kan godt være, at det ikke bliver 1-0, men nu må vi se, siger han.

Han finder dog ret hurtigt den alvorlige mine frem.

- Vi skal have strammet op på nogle ting, for Tyskland er Europas bedste hold og har været det lige så længe, som nogle af spillerne har levet. Derfor er det fantastisk at få en mulighed for at se, om vi kan være dem, der skriver historie og sørger for, at de ikke bliver Europa-mestre, lyder det fra landstræneren.

EM-kvartfinalen mellem Danmark og Tyskland spilles i Rotterdam på lørdag med kampstart klokken 20:45.