EM fodbold

Discolys og boogie-woogie: Østrig fejrer semifinale mod Danmark

Østrigs fodboldkvinder tog fusen på hele verdenspressen, da hele holdet kom dansende igennem mixed zone efter søndagens kvartfinale-sejr.

Se Danmarks EM-semifinale mod Østrig på TV 2 torsdag fra klokken 17:00.

Normalt er den såkaldte 'mixed zone' et ganske roligt sted. Et sted, hvor pressen på ganske formel vis møder sportens aktører. 

Men søndag aften omdannede Østrigs fodboldkvinder mixed zone til noget, der mindede mere om en festsal.

For efter kvartfinalen mod Spanien, som Østrig vandt efter en nerverpirrende straffesparkskonkurrence, fik de østrigske følelser frit løb. 

I en boogie woogie-lignende dans hoppede østrigerne rundt blandt sponsorvægge og journalister i mixed zone efter en hjemmebygget 'fest-kuffert' med indbygget discolys og musik. Jo jo, det skal fejres, når man kvalificerer sig til en EM-semifinale. 

Se episoden herunder.

Dansk 'Olsen Banden-jubel'

Søndag var der naturligvis også god grund til stor dansk jubel, da det lykkedes de rød-hvide at besejre Tyskland med 2-1 i kvartfinalen.

Og selvom danskerne holdt sig fra at danse rundt i mixed zone, så blev pldsen i semifinalen i den grad fejret. I særdeleshed inde i danskernes omklædningsrum.

Her opstod der en tilsyneladende indøvet reference til Olsen Banden. I en legendarisk scene fra Olsen Banden i Jylland råber Egon Olsen: "Nej, vi skal ikke hjem, vi skal videre!"

Og dén passage har de danske fodboldkvinder taget til sig. I omklædningsrummet efter sejren over Tyskland spurgte landstræner Nils Nielsen således: "Skal vi så hjem nu?"

Svaret fra spillerne var entydigt: "Nej, vi skal videre!" Se episoden herunder. 

EM-braget mod Tyskland samlede 480.000 danskere foran tv-skærmen. Et tal, der meget vel kan blive overgået i semifinalen mod Østrig, der venter torsdag aften kl. 18.00 direkte på TV 2.