Fodbold

Bendtners store mål glippede: - Han scorer på en ud af 100

Den tidligere landsholdsangriber var tilfreds med indsatsen, selv om det ikke var nok mod skotske Celtic.

Med et 0-1-nederlag på Lerkendal til skotske Celtic blev drømmen om Champions League slukket for Rosenborg og Nicklas Bendtner onsdag aften.

Lidt over 20 minutter før tid af returmødet slukkede skotterne reelt lyset for Rosenborgs Champions League-drømme med scoringen til 1-0.

- Jeg tror, han scorer en ud af 100 gange, siger Bendtner om James Forrests flotte mål, hvor bolden klinede sig ind i trekantssammenføjningen.

Derfor var det generelt en skuffet dansk angriber, der mødte pressen efter kampen.

- For mig personligt er det en skuffelse. Jeg ville rigtig gerne have været med i Champions League, og jeg synes vi havde en fantastisk mulighed, siger Bendtner til VG.

Nogenlunde tilfreds med indsatsen

Selv om den tidligere landsholdspiller er skuffet over resultatet, så er han i vid udstrækning tilfreds med indsatsen.

- Første halvleg kommer vi til at stå for dybt. Er farlige i få situationer, men får ikke rigtig sat præg på kampen. I anden halvleg spiller vi en god kamp. Vi presser højt, kreerer gode chancer og spiller godt sammen, siger Nicklas Bendtner.

Nordmændene gik ind til onsdagen kamp med et godt udgangspunkt, da det var lykkedes at spille 0-0 i Glasgow i det første opgør, men Celtic-målet ændrede kampen.

- Så er det klart, at vi bliver nødt til at presse, og så får de en chance, som André (Hansen, red.) redder, men det ser pludselig svært ud at skulle score to gange på ti minutter, siger Bendtner.

Øjne rettet mod Europa League

Netop chancen for at deltage i Champions League var en af danskerens motiver for at tage til Rosenborg forud for indeværende sæson.

Men selv om det glippede, føler den tidligere Arsenal- og Juventus-spiller, at Rosenborg kan gå fra opgøret mod Celtic med oprejst pande.

- Jeg føler ikke, vi kan klandre nogen. Nu må vi se fremad og se, om vi kan vinde på lørdag, og så se om vi kan kvalificere os til Europa League, siger Bendtner.