Danmark får historisk EM-sølv efter finalenederlag

Danmarks kvindelandshold tabte EM-finalen til Holland, men kan glæde sig over sølv for første gang nogensinde.

Det danske landshold i fodbold tabte søndag aften EM-finalen til Holland 2-4 i den hollandske by Enschede. Danskerne kom ellers bedst fra start, da Nadia Nadim i det sjette minut bragte danskerne foran på et straffespark.

Men føringen varede kun ved i fire minutter. Vivianne Miedema bragte balance i regnskabet med en udligning efter godt forarbejde af Shanice van de Sanden på fløjen. 

Hollænderne tog også føringen i det 28. minut, da Lieke Martens scorede på et langskud. Men det var ikke det sidste mål i første halvleg.

I det 33. minut sparkede Pernille Harder flot bolden i nettet med venstrebenet, og halvlegen sluttede 2-2. 

Seks minutter inde i anden halvleg kom EM-værterne igen på måltavlen. Sherida Spitse sparkede et frispark i kassen langs jorden, og den hollandske føring var igen en realitet. 

I det 89. minut slukkede Vivianne Miedema de danske gulddrømme, da hun scorede til slutresultatet 4-2 til Holland.

EM-finalen: Holland - Danmark

    1. MÅL! Danmark foran 1-0

      Nadia Nadim bringer Danmark foran med 1-0 på et straffespark begået mod Troelsgaard.

    2. MÅL! Hollandsk udligning

      Miedema scorer på en hollandsk omstilling.

    3. MÅL! Holland foran med 2-1

      Hollands stjerne Martens bringer værterne foran ved et langskud placeret til venstre for Stina Lykke i det danske mål.

    4. MÅL! Harder udligner for Danmark

      Pernille Harder udligner.  Den danske stjerne snyder offsidefælden ude til højre og er helt alene.

    5. MÅL! Holland foran igen

      Et klog placeret spark af den hollandske anfører, Spitse, ender bag Stina Lykke i målet. Spitse sender den fladt til venstre for den danske keeper.

    6. MÅL! Holland slår sejren fast

      Miedemar skyder EM-guldet på vej til Holland. Den stærke angriber brager bolden ind bag Stina Lykke.