EM fodbold

Skuffet dansk EM-profil: - Vi tabte guldmedaljen

Danmark første målscorer i finale er skuffet over, Danmark ikke kunne vinde guldet.

Det danske kvindelandshold måtte nøjes med sølvet, efter de søndag aften tabte 4-2 til Holland i EM-finalen.

Nadia Nadim gjorde ellers sit for at sikre Danmark guldet, da hun scorede til 1-0 efter seks minutter. Men Danmark kunne ikke bevare føringen resten af kampen.

- Jeg er virkelig skuffet. Vi har lige tabt guldmedaljen. Jeg synes, det er fortjent, fordi de spiller bedre end os. Især i anden halvleg. Vi er skuffet og kede af det, siger hun til TV 2 SPORT.

Danmark måtte i EM-semifinalen ud i forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence for at komme i finalen. Derfor var det en flok trætte spillere, der stillede op til finalen. Modsat Holland som overbevisende vandt deres semifinale i ordinær spilletid.

- De (Holland, red.) virker til at være mere friske. Men det skal ikke være en undskyldning. Jeg synes bare, de spiller bedre. Og så scorer de flere mål, end vi gør. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige.

Det er første gang, at Danmark har kvalificeret sig til en EM-finale, men Nadia Nadim ærgrer sig over, at de ikke kunne gøre arbejdet færdig.

- Det var fedt, at vi er nået så langt, som vi er. Jeg ville bare ønske, vi kunne have vundet. Men vi var ikke dygtige nok, siger en skuffet Nadim.

EM-finalen: Holland - Danmark

    1. MÅL! Danmark foran 1-0

      Nadia Nadim bringer Danmark foran med 1-0 på et straffespark begået mod Troelsgaard.

    2. MÅL! Hollandsk udligning

      Miedema scorer på en hollandsk omstilling.

    3. MÅL! Holland foran med 2-1

      Hollands stjerne Martens bringer værterne foran ved et langskud placeret til venstre for Stina Lykke i det danske mål.

    4. MÅL! Harder udligner for Danmark

      Pernille Harder udligner.  Den danske stjerne snyder offsidefælden ude til højre og er helt alene.

    5. MÅL! Holland foran igen

      Et klog placeret spark af den hollandske anfører, Spitse, ender bag Stina Lykke i målet. Spitse sender den fladt til venstre for den danske keeper.

    6. MÅL! Holland slår sejren fast

      Miedemar skyder EM-guldet på vej til Holland. Den stærke angriber brager bolden ind bag Stina Lykke.