Fodbold

Angreb på politi er på forsiderne i vores nabolande: - Skandaløse scener

FC København-tilhængernes angreb på politiet har også nået overskrifterne i vores nabolande mod nord og syd.

- Voldsomme optøjer ved fodbold-derby i Danmark. Hooligans slår løs på politibetjente, står der på forsiden af den tyske avis Bilds hjemmeside.

Tilhængere af FC København tilføjede søndag et af de mere mørke kapitler til fortællingen om rivaliseringen mod Brøndby IF, da de fire minutter før slutfløjt gik til angreb på politi og vagter.

I 17 minutter lå fodbolden stille alt i mens kampklædte betjente forsøge at få uromagerne under kontrol.

En situation der har fået masser af opmærksomhed i Danmark, men som også har fundet vej til aviserne i Norge, Sverige og Tyskland.

Brøndby IF er med en tysk træner og en del tidligere Bundesliga-spillere i truppen interessant for den store tyske avis, Bild. Men det er ikke scenerne på banen i kampen mod FC København der får opmærksomheden fra en af Europas største aviser.

Under overskiften "Alvorlige voldsscener på et dansk fodboldstadion" bruger de spalteplads på at beskrive, hvordan fans af FC København efter Brøndbys føringsmål raserede.

Indenfor stregerne blev svenske Simon Tibbling den store helt for hjemmeholdet, da han kort før tid var hurtigst over en ripost og scorede kampens eneste mål.

Men i den svenske avis, Aftonbladet, må U21-landsholdspilleren dele opmærksomheden, med de FCK-hooligans der angreb politiet med stave og forsøgte at vælte et hegn nedover ordensmagten i det avisen kalder for "skandaløse scener".

Også i Norge har optøjerne fra københavner-derbyet fundet vej til overskrifterne. På landets største net-avis, VG, handler det om Ståle Solbakkens forhåbninger om, at de involverede FCK-tilhængere bliver udelukket på livstid.

På Norges største avis, Aftenposten, har de også set dansk fodbold og beskriver scenerne på Brøndby Stadion som "grimme".

Hooligans slås med politiet, skriver tyske Bild.