EM fodbold

Danske spillere er kommet sig over skuffelsen: - Jeg er mega stolt

De danske sølvvindere ser frem til at blive fejret først i Viborg og senere København.

Skuffelsen var stor, da det danske kvindelandshold måtte se sig slået af Holland i søndagens EM-finale. 

Nu har de danske spillere sovet på det, og der var da også glæde at spore, da de mandag skulle gøre status inden afgangen til Danmark. 

- Jeg er rigtig stolt over, at vi kom så langt. Det er ærgerligt, at det ikke blev til guld, men vi er rigtig stolte over sølvet, siger Simone Boye til TV 2 SPORT.

- Det har været en lang rejse. Det har været fedt og sjovt, og man har været hele følelsesregisteret igennem. Det har været hårdt mentalt og fysisk, men det var rigtig stort at få lov til at spille den kamp i går, tilføjer den danske landsholdsprofil.

- Det føles rigtig godt i dag. I går var jeg ked af det, og jeg var skuffet. I dag er jeg mega stolt. Det er stort, det, vi har opnået, siger Sanne Troelsgaard.

Det danske kvindelandshold havde spillet sig i den første EM-finale nogensinde, hvor det dog blev til et nederlag på 4-2 til hollænderne. Et nederlag, der fik tårerne frem hos flere af de danske spillere til trods for det historiske resultat.

Harder takker danske fans for anerkendelsen Video: Jacob Nordestgaard Lage

En af de spillere, der havde svært ved at holde tårerne tilbage, var Pernille Harder, der scorede Danmarks andet mål i finalen og generelt var en af de helt store danske oplevelser ved slutrunden.

- Jeg ser lidt lysere på det i dag, end jeg gjorde i går. Når man tænker over det, så er det meget stort, det, vi har nået. Det blev også nydt i går aftes. Der var lidt skuffelse og lidt glæde over det, vi har nået for kvindefodbolden i Danmark. Og så var jeg jo bare helt færdig både fysisk og mentalt. Det var lidt af det hele, siger den danske stjernespiller.

Stor hyldest i vente

De danske spillere landede mandag middag i Danmark, hvor de kunne se frem til en større fejring - først i Viborg og senere i København. Det var noget, sølvvinderne så frem til med spænding.

- Jeg glæder mig til at komme ud af flyet og se alle de mennesker, og så vi kan takke alle de fans. Det er noget, vi har ventet på i lang tid nu, for de har været fantastiske. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve det sammen med dem, siger Sanne Troelsgaard.

- Jeg glæder mig bare helt vildt til at komme ud og hilse på de danske fans i Viborg og København, lyder det fra Pernille Harder.

Landsholdet har været samlet i mere end en måned, og derfor bliver der også set frem til at komme helt hjem, efter de har modtaget befolkningens hyldest.

- Vi glæder os til at komme hjem til dem derhjemme og se, hvor stort det her har været. Jeg tror, vi er mange, der glæder sig til at komme helt hjem og få lagt støvlerne på hylden og have et par dage, hvor vi kan tænke på noget helt andet end fodbold, siger Simone Boye.

Nadia Nadim giver borgmesteren et fast håndtryk, og mange af spillerne foreviger øjeblikket på telefonerne. Video: Stine Gliese

Danmarks vej til EM-sølv

  1. 2017

    1. Første gruppekamp: 1-0-sejr

      Danmark indledte EM-turneringen med en åbningssejr over Belgien, som på forhånd var udråbt til gruppens dårligste hold.

      Sanne Troelsgaard scorede allerede efter fem minutter, da hun fulgte op på et frispark fra Pernille Harder og headede bolden i mål.

    2. Anden gruppekamp: Nederlag til Holland

      I Rotterdam ventede EM-værterne fra Holland, som selv havde vundet 1-0 over Norge i den første kamp.

      Danmark var på hælene i første halvleg, men efter pausen var der chancer nok til at sikre sejren. Ingen af afslutningerne passerede dog målstregen, og derfor tabte Danmark.

    3. Tredje gruppekamp: Sejr over Norge

      Danmark var pisket til at få point i den sidste gruppekamp mod Norge. Alt efter resultatet af Holland-Belgien kunne det være nok med uafgjort - men hvorfor nøjes, når man kan vinde?

      Katrine Veje bragte Danmark foran allerede efter en håndfuld minutter, og efter en straffesparksredning af Stina Lykke kunne danskerne juble over endnu en 1-0-sejr.

      Det var nok til at sikre andenpladsen i gruppen - og dermed en kvartfinale mod Tyskland.

    4. Kvartfinalen regnede væk

      Kvartfinalen blev de seksdobbelte europamestre fra Tyskland blev en langtrukken finale. Det planlagte kamptidspunkt blev nemlig udsat igen og igen, fordi banen i Rotterdam lå under vand.

      Efter over en times ventetid blev kvartfinalen udsat til dagen efter - søndag klokken 12.

    5. Kvartfinale: Danmark besejrer Tyskland

      Danmark var ikke spået mange chancer, da kvartfinalen mod mægtige Tyskland blev fløjtet i gang. Helt galt så det ud, da Stina Lykke droppede allerede efter to minutter.

      1-0 til tyskerne, som har vundet EM uafbrudt siden 1995. Men så rejste Danmark sig - mod alle odds.

      Redning for redning, angreb for angreb. Og i anden halvleg var Nils Nielsens mandskab det bedste på banen. Nadia Nadim scorede kort efter pausen, og syv minutter før tid pandede Theresa Nielsen et sjældent mål i nettet. Sejr - og semifinale.

    6. Semifinale og straffesparksdrama

      Efter en overraskende kvartfinalesejr over Tyskland blev Danmark udråbt som svage favoritter i semifinalen mod Østrig, der aldrig har været med ved EM før.

      Finalen var dog en tæt kamp, og i den ordinære tid havde Østrig den største chance for at sikre en plads i finalen. Allerede i kampens indledning havde Maja Kildemoes hånd på bolden - men Sarah Punitgam sparkede langt over.

      Danmark formåede heller ikke at få bolden i mål, og derfor måtte opgøret til sidst afgøres i straffesparkskonkurrence.

      Her reddede Stina Lykke to forsøg, mens østrigerne sendte yderligere et forbi målet. Og efter to danske scoringer kunne Simone Boye så sikre Danmarks første EM-finale.

    7. Målrig finale

      EM-finalen blev en rigtig underholdende affære, som dog endte med dansk 2-4-nederlag og dermed sølv.

      Danmark fik ellers en perfekt start, da Nadia Nadim scorede på straffespark efter bare seks minutter.

      Der stod 2-2 ved pausen, men i anden halvleg løb hollænderne fra Danmark og blev fortjent europamester for første gang nogensinde.