Fodbold

FCK-hooligans angreb politiet: Sagen behandles som enhver anden

Superligakampen mellem Brøndby og FCK fik en skandaløs afslutning. Claus Bech / Scanpix Denmark

Kampen på banen mellem Brøndby og FC København er for længst fløjtet af. Nu skal DBU beslutte, om og hvordan FC København skal straffes.

Selvom røgen er lettet over Brøndby Stadion dagen efter en voldsom afslutning på det københavnske derby, er der stadig masser af skrivebordsarbejde i vente, efter FCK-tilhængere i slutminutterne mod Brøndby gik til angreb på politiet.

Det er nu op til DBU og Fodboldens Disciplinærinstans at afgøre, hvad efterspillet skal være for FC København, og om de danske mestre skal straffes som følge af urolighederne på tribunen.

- Som det plejer at ske, kommer dommeren med en indberetning inden for 24 timer, og det vil være mærkværdigt andet, hvis der ikke kom en fra kampens dommer i går. Når vi så har fået den, så indleder vi en behandling af sagen, siger Jens Hjortskov, formand for Fodboldens Disciplinærinstans.

Kampens dommer, Anders Poulsen, afbrød sæsonens første opgør mellem Brøndby og FC København i mere end et kvarter, mens nogle af gæsternes tilhængere gik til angreb på ordensmagten.

Urolighederne i udebaneafsnittet på Brøndby Stadion har vakt fordømmelse over det meste af fodbolddanmark.

Flere har forlangt, at FC København skal spille for tomme tribuner og idømmes store bøder. Men for disciplinærinstansen bliver sagen, trods stor omtale i både danske og udenlandske medier, behandlet som enhver anden Superligakamp.

- Det kommer til at være fuldstændig normalt. Når vi har fået indberetningen, forelægger vi den for klubberne og beder dem om en udtagelse. Det er sådan, vi altid gør det, og det vil vi også gøre i den her sag, siger Jens Hjortskov til TV 2 SPORT.

Fodboldens Disciplinærinstans kan behandle sagerne hurtigt, hvis det har direkte konsekvenser for den følgende spillerunde, eksempelvis hvis en spiller skal have tildelt eller ophævet en karantæne.

Da det ikke er aktuelt i det her tilfælde, kan Fodboldens Disciplinærinstans endnu ikke sige, hvornår de har en konklusion og en eventuel dom klar.

- Vi vil selvfølgelig bestræbe os på at behandle sagen, så hurtigt vi kan, men stadigvæk med hensynstagen til, at vi gerne vil træffe sagen på et fuldstændigt grundlag, siger Jens Hjortskov.

- Udeluk de ansvarlige på livstid

En af de dem, der forlanger hårde konsekvenser over for de tilhængere, der søndag angreb politiet, er FC Københavns manager, Ståle Solbakken.

Efter nederlaget til Brøndby forlangte nordmanden, at uromagerne bliver udelukket på livstid.

 - Det er forfærdeligt for alle, først og fremmest for FCK, og vi må sætte alt ind for, at de ansvarlige bliver fundet og aldrig kommer ind på et fodboldstadion igen.

- Det er ødelæggende for alt. Det bliver jo ikke bare en sag i Danmark, men også for udenlandske medier, og det er virkelig dårlig reklame for os, siger Ståle Solbakken til Ritzau.

Træneren har mandag formiddag fået opbakning fra Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, der vil tildele fodboldbøllerne evig karantæne.