Rørte danske spillere blev hyldet på fyldt rådhus
Et fyldt rådhus i Viborg stod klar til at tage imod de danske spillere, da de mandag vendte tilbage til Danmark, efter de i går spillede EM-finale.
Det danske kvindelandshold er tilbage i Danmark, hvor mange mennesker var mødt frem for at hylde sølvvinderne på Viborg Rådhus efter den store succes ved EM i Holland.
- Det var sindssygt. Vi er så glade for, at der kommet så mange mennesker. Det havde vi ikke lige regnet med. Det er virkelig stort. Stort for os, stort for Danmark og stort for dansk fodbold.
Var der tårer i øjnene?
- Jeg er rørt, men jeg græder ikke så ofte, siger Nadia Nadim til TV 2 SPORT.
- Man bliver virkelig rørt. Det er helt fantastisk, og der er jo mange flere mennesker, end vi turde håbe på. Man får jo kuldegysninger, fordi der er så mange, der vil hylde os. Prøv lige at se, hvor mange der er kommet, siger Theresa Nielsen og peger ned på de mange fremmødte på rådhuspladsen i Viborg.
Under slutrunden i Holland blev flere af de danske spillere ramt af alvorlige skader. En af de spillere er Line S. Jensen, der fik revet et korsbånd over i semifinalen mod Østrig. Midtbanespilleren måtte derfor sidde over i søndagens finale, og nu venter der en pause på flere måneder.
Den store hyldest i Viborg har nu givet landsholdsspilleren mod på mere.
- Det betyder meget, for det har været en vild rejse. Det er vildt, og vi havde slet ikke regnet med, at der kom så mange mennesker. Det her skal jeg opleve igen, så det giver et stort boost, selvom det ser sort ud lige nu, siger Line S. Jensen.
Også den danske stjernespiller Pernille Harder var overvældet over den store modtagelse.
- Det var vildt, og det var dejligt at se. Vi havde håbet på, at der ville komme en del, men der var jo fyldt. Det blev lidt rørende, da vi sang nationalsang. Det er altid rart at komme hjem til Danmark.
Selvom hyldesten var stor i Viborg, så slutter det ikke her. Kvindelandsholdet tager efterfølgende til København, hvor de også vil blive fejret på Rådhuspladsen.