Dansk EM-helt nomineret til Europas bedste

Landsholdsangriberen Pernille Harder er blandt de tre nominerede til Uefa Player of the Year.

Landsholdsspilleren Pernille Harder markerede sig fornemt, da Danmarks kvindelandshold vandt sølv ved EM i Holland denne sommer, og nu kan der vente den danske angriber en fornem hæder.

Hun er således blandt de tre nominerede til prisen som sæsonens Uefa Player of the Year. Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i en pressemeddelelse. 

- Det er vildt. Jeg havde håbet på at jeg kunne komme blandt de sidste 10, men at komme blandt de sidste tre er godt nok vildt, siger hun til TV 2 SPORT.

Harder skiftede til den tyske storklub Wolfsburg fra årsskiftet efter fire år hos svenske Linköping FC. 

Også præstationerne i klubregi - ikke mindst i Champions League - vægtes højt i kåringen.

- Jeg har haft et rigtig godt år siden sidste efterår, hvor jeg sluttede sæsonen af i Linköping med et mesterskab og en topscorertitel, og så startede jeg godt i Wolfburg, hvor jeg var med til at vinde mesterskabet og pokaltitlen, siger hun.

De øvrige nominerede til prisen er den tyske Lyon-spiller Dzsenifer Marozsán (Lyon) samt hollænderen Lieke Martens, der i sæsonen har optrådt for svenske FC Rosengård og nu FC Barcelona.

Pernille Harder tør ikke selv spå om sine egne vinderchancer, men fortæller, at det vil være noget af det største i karrieren.

- Det vil betyde kæmpe meget for min karriere. Det er noget af det største at vinde som individuel fodboldspiller, fortæller hun.

Hos herrerne er Barcelonas Lionel Messi, Cristiano Ronaldo fra Real Madrid og Juventus-målmanden Gianluigi Buffon nomineret.

Priserne vil blive uddelt 24. august i forbindelse med lodtrækningen til denne sæsons Champions League.